De to personer, der tidligt lørdag morgen blev fundet døde i en brændende bil i Sorø, formodes at være blevet dræbt, oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Tidligere har politiet arbejdet ud fra en antagelse om, at branden i bilen kunne være forårsaget af et trafikuheld.

Men efter politiets teknikere har arbejdet på stedet hele lørdagen, er konklusionen, at politiet formoder, der er tale om drab.

Politiet blev kontaktet af et vidne allerede klokken 04.15 lørdag morgen, der kunne fortælle, at der holdt en brændende bil på Kalundborgvej i Sorø.

Da politiet ankom til stedet, fandt man to personer, som var omkommet.

De omkomne formodes at være to voksne mænd, men er dog ikke identificerede endnu.

Politiet er meget interesseret i vidner, der har passeret Kalundborgvej ved det køretekniske anlæg i Sorø i tiden mellem kl. 03.00 og 04.15 lørdag morgen.