To førere er søndag stukket af, efter at de i to biler forulykkede på Åboulevard i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Rasmus Nielsen til Ritzau.

- Dem leder vi selvfølgelig efter. Der er jo nummerplader på bilerne, så vi skal nok få en idé om, hvem vi skal lede efter, siger han.

De to biler kører sammen i krydset mellem Åboulevard og H.C. Ørsteds Vej, hvorefter de rammer ind i fire parkerede biler.

Da politiet ankommer til stedet, er begge førere forsvundet.

Politiet modtog anmeldelse klokken 17.35, og der arbejdes på at klarlægge, hvad der er gået forud.

Der er ikke sket personskade i forbindelse med uheldet.

Der er i øjeblikket en kø på omkring 100 meter, da kun en ud af tre vognbaner er farbar, lyder det.

Rasmus Nielsen kan ikke give et estimat for, hvornår alle vognbaner igen er åbne. Man arbejder på at få flyttet de to køretøjer så hurtigt som muligt.

Eventuelle vidner opfordres til at tage fat i politiet.

RITZAU