En mand yderligere fængslet for sygehus-balladen

To mænd på 20 og 26 år er blevet varetægtsfængslet for det drabsforsøg i Vollsmose mandag aften, som udløste den efterfølgende ballade på Odense Universitetshospital.

De er begge blevet fængslet for fire uger ved et retsmøde bag lukkede døre.

Desuden blev en 19-årig mand tidligere onsdag fængslet ved Retten i Odense for at have deltaget i sygehus-balladen natten til mandag på skadestuen i Odense.

Den 19-årige blev også fængslet for fire uger efter et over fire timer langt grundlovsforhør bag lukkede døre. Fire uger er den maksimale varetægtsfængslingsperiode, inden de sigtede evt. igen skal stilles for en dommer for at fængslinger  forlænget.

Den unge mand fra skadestue-balladen sigtes både for vold mod tjenestemand, groft hærværk samt forstyrrelse af den offentlige orden. Han nægter sig skyldig.

Som noget ganske usædvanligt blev der under det langvarige grundlovsforhør ført en række vidner - blandt andet politifolk og sygehuspersonale - der skulle bestyrke mistankegrundlaget mod den 19-årige.

I alt har Fyns Politi anholdt seks personer efter uroen på skadestuen i Odense - heraf er tre blevet løsladt på grund af manglende beviser, men politiet opretholder sigtelsen mod dem.

Og de tre andre er altså nu blevet fængslet for hhv. drabsforsøg og den efterfølgende ballade på skadestuen.