Halvanden måned efter at der blev affyret en panserværnsraket mod et rækkehus i Glostrup, er seks mænd og en kvinde blevet anholdt og sigtet i sagen.

De syv yngre personer mistænkes for at have haft forskellige roller i angrebet, og fire af de anholdte mænd menes at have haft centrale roller.

Af de centrale skikkelser er to anholdt i hovedstadsområdet, mens en er anholdt i Stockholm i Sverige, og en er anholdt i Köln i Tyskland.

Det skriver Københavns Vestegns Politi torsdag formiddag i en pressemeddelelse.

Retten i Glostrup har berammet et retsmøde onsdag klokken 13.15, hvor anklagemyndigheden vil kræve to af mændene varetægtsfængslet i sagen. Det fremgår inden retsmødet ikke, hvad de præcist er sigtet for, eller hvordan de forholder sig.

Den voldsomme episode med panserværnsraketten udspillede sig natten til den 23. april på Rødkælkevej på den københavnske vestegn. Trods det voldsomme våben kom ingen til skade. Der skete dog omfattende materielle skader.

Anholdelserne af de syv personer har fundet sted i et tæt samarbejde med svensk og tysk politi samt det fælleseuropæiske politisamarbejde Europol, skriver Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.

De seks mænd er i alderen 23-28 år, mens kvinden er 21 år.

- Efterforskningen fortsætter, og vi kan ikke udelukke, at der kan komme yderligere anholdelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Morten Rosendal i pressemeddelelsen.

Politiets efterforskning peger på, at raketangrebet var en del af et opgør i et kriminelt miljø.

Se & Hør har tidligere skrevet, at det bunder i en konflikt i rockermiljøet, nærmere bestemt mellem personer, der har forbindelse til Hells Angels' afdeling i Kokkedal, og personer, der tidligere har været en del af Hells Angels i Danmark, men som er flyttet til udlandet.

To af de anholdte i Sverige og Tyskland vil ifølge politiet blive stillet for en dommer med henblik på udlevering til Danmark.

/ritzau/