To er anholdt efter slagsmål med kniv nær pizzeria i Sønderborg
En mand har pådraget sig læsioner fra en kniv efter et slagsmål i Sønderborg. To 27-årige mænd er anholdt.

En mand har pådraget sig læsioner fra en kniv efter et slagsmål i Sønderborg. To 27-årige mænd er anholdt.

To 27-årige mænd er mandag aften blevet anholdt i Sønderborg efter et slagsmål, hvor en tredje mand blev ramt med en kniv.
Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Richard Borring.
Vagtchefen fortæller, at politiet fik en anmeldelse klokken 21.07 om et slagsmål i Perlegade i det centrale Sønderborg.
- Da vores patrulje kom frem, viste det sig, at det var to mod en enkelt, og der blev anvendt kniv.
- Forurettede har nogle afværgelæsioner, siger Richard Borring.
Den forurettede er blevet tilset på hospitalet, og der er ikke sket større personskade, tilføjer vagtchefen.
Hændelsen skete i nærheden af et pizzeria på Perlegade i Sønderborg.
Politiet er fortsat i gang med at efterforske sagen og afhøre vidner.
Richard Borring kan ikke sige, om personerne kender hinanden, eller om der har været alkohol involveret.
- Det skal efterforskningen kaste lys over, siger vagtchefen.
/ritzau/