To 16-årige drenge er blevet sigtet for at være stukket af fra en sikret afdeling, hvor de sad varetægtsfængslet.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for Ritzau.

De to teenagere flygtede onsdag fra den sikrede institution Bakkegården ved Nykøbing Sjælland, men blev fundet igen senere samme dag.

En af de to er en svensk dreng, der er tiltalt for mod betaling at være rejst til Danmark for at begå drab. Han stilles for Retten i Lyngby i august i den sag.

Både han og den anden 16-årige sidder varetægtsfængslet, men de er placeret på en sikret institution, fordi de på grund af deres unge alder ikke må være i et arresthus for voksne.

Politiet siger, at drengene var alene om at stikke af fra institutionen. Ingen andre er sigtet for at have medvirket til flugten.

Flugten fandt sted onsdag eftermiddag, hvor drengene kom ud i et område, hvor de ikke burde opholde sig, og derefter forcerede de et hegn.

Politiet fik meldingen om flugten cirka klokken 15.50 onsdag, og nogle timer senere lykkedes det betjente at pågribe drengene igen. Det skete, efter at politiet fik oplysninger om, at de måske opholdt sig på Tølløse Station.

Flere patruljer kom til stationen og kunne konstatere, at oplysningerne var korrekte. Teenagerne var der, og de blev anholdt.

Politiet vil ikke gå nærmere i detaljer om, hvordan flugten skete, siger pressetalsmand Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Heller ikke Bakkegården vil oplyse, hvad der skete, eller om der skete brud på regler og retningslinjer, siden flugten kunne finde sted. Forstander Peter Jørgensen har afvist at svare af hensyn til sikkerheden.

- En intern undersøgelse af omstændighederne ved rømningen er i gang, og forstærkede sikkerhedstiltag er allerede etableret, skrev han torsdag til Ritzau.

Efter en fangeflugt sker der en vurdering af, om den unge kan blive på Bakkegården eller skal flyttes et andet sted hen. Politiet siger til Ritzau, at drengene er ført tilbage til andre institutioner.

Bakkegården er placeret i Annebergparken nær Nykøbing Sjælland og råder over 15 sikrede pladser.

Der er tremmer for vinduerne, yderdørene er altid aflåst, de udendørs havearealer er indhegnet, og der er videoovervågning, står der på hjemmesiden tilhørende Region Sjælland, som driver institutionen.

RITZAU