To drenge på 16 og 14 år er natten til fredag blevet anholdt i forbindelse med et overfald mod en elev på Vestergårdsskolen i Viby i Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi på Politi Update.

- Den 16-årige er sigtet for grov vold. Den 14-årige er under den kriminelle lavalder, og han bliver derfor ikke sigtet, men de sociale myndigheder er blevet underrettet, skriver politiet.

De blev anholdt kort før klokken 05.00 fredag, oplyser Østjyllands Politi.

Overfaldet skete torsdag formiddag på Vestergårdsskolen.

Anmeldelsen lød på, at to drenge målrettet gik efter en elev fra udskolingen og overfaldt ham med spark, slag og peberspray.

Efterfølgende stak de af.

Eleven, der blev overfaldet, kom ikke alvorligt til skade.

Torsdag oplyste Østjyllands Politi, at offeret og en af gerningsmændene formentlig har haft "en uoverensstemmelse".

Politiet kan fredag ikke sige mere om, hvad den formodede uoverensstemmelse handler om. Det hænger sammen med, at man endnu ikke er færdig med at afhøre de to mistænkte.

Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse alderen på offeret, eller om de to drenge er elever på Vestergårdsskolen.

RITZAU