To personer er natten til lørdag fundet omkommet i en campingvogn, der var brudt i brand på en campingplads i Strøby på Stevns.

»Vi har endnu ikke identificeret de to personer, men vi har en formodning om, hvem de er. Vi antager, at der er tale om en mand og en kvinde, begge omkring 60 år, som har ligget på campingpladsen et stykke tid,« siger vagtchef Lars Galasz fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet modtog kort efter midnat en anmeldelse om, at en bil og en campingvogn var brudt i brand på campingpladsen Stevns Camping.

»Vi får den første anmeldelse om branden klokken 00.05 fra andre campister. Forbipasserende bilister anmelder også branden. Der bliver sendt flere slukningskøretøjer derned samt politipatruljer. Brandvæsnet får ret hurtigt bekæmpet ilden og slukket branden,« siger vagtchefen.

»Efterfølgende kan vi konstatere, at to personer er afgået ved døden. Vi finder dem liggende inde i campingvognen,« siger vagtchefen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvad der har forårsaget branden, der muligvis har spredt sig til campingvognen fra bilen.

»Vi kender ikke brandårsagen, men sagen efterforskes, og vi har kriminalteknikere på stedet sammen med en læge, som skal afklare de nærmere omstændigheder. Men bilen og campingvognen stod lige ved siden af hinanden,« siger vagtchefen.

Stevns Camping ligger på Strandvejen i Strøby.

/ritzau/