Med blot et minuts mellemrum modtog Midt- og Vestjyllands Politi søndag aften to anmeldelser om brand i Ikast.

Og mandag morgen blev et område i Brændgårdsparken i Herning afspærret, efter politiet søndag aften fik anmeldelse om, at der blev afgivet to skud mod en lejlighed.

Nu bekræfter politikredsen, at man efterforsker en sammenhæng i de tre sager.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Der er et tidssammenfald på de her tre hændelser, som gør, at vi arbejder på sagerne samlet,« siger politiinspektør Hans Roost.

Videre siger politiinspektøren, at den foreløbige efterforskning peger på, at hændelserne har en sammenhæng til et internt opgør i det kriminelle miljø.

Han understreger dog, at uskyldige borgere kan komme i klemme.

Blandt andet tror politiet ikke, at køretøjet, der brændte sent søndag aften, »har relation til nogen i det her opgør«.

»Vi har set eksempler på, at kriminelle forsøger at ramme hinanden ved for eksempel at ramme pårørende. Jeg vil gerne understrege, at vi under ingen omstændigheder accepterer, at den her form for opgør kan udspille sig,« siger Hans Roost.

Søndag aften klokken 23.38 modtog Midt- og Vestjyllands Politi den første anmeldelse om brand i en ejendom på Strøget i Ikast.

Her fik en 68-årig kvindelig beboer alvorlige brandskader og blev fløjet til Rigshospitalet. Hun er uden for livsfare.

Et minut senere, klokken 23.39, modtog politiet endnu en anmeldelse om brand i Ikast.

Denne gang i et køretøj, der var parkeret ved en ejendom i et boligkvarter på Falkevej.

Har du set eller hørt noget omkring de to gerningssteder fra omkring klokken 22.30 og frem, eller omkring Brændgårdsparken i Herning fra klokken 22 og frem, hører politiet meget gerne fra dig, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.