En kvinde er blevet kørt på traumecenter efter en alvorlig ulykke ved Faxe torsdag morgen.

Omkring klokken halv otte kørte to biler frontalt sammen på Køgevej.

»Vi ved endnu ikke, hvorfor de kører sammen, men et vidne fortæller, at den ene bil pludselig trækker over i den modsatte kørebane,« siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Fasters Politi Henrik Carlsen.

Køgevej var en overgang spærret mellem Faxe Havnevej og Rønnedevej, men kort før klokken ni blev vejen åbnet igen.

Den tilskadekomne kvinde blev kørt til hospitalet med politieskorte. Hun var fører af den bil, der kom over i den modsatte kørebane. Hun stødte sammen med en modkørende bil, som blev ført af en 63-årig mand. Han slap uden alvorlige skader.

På nuværende tidspunkt er der ingen meldinger om, hvor alvorlige kvæstelser kvinden har pådraget sig.

Ulykken skal nu undersøges nærmere for at fastslå årsagen.

»Vi har endnu ikke noget bud på, hvad der er sket. Vi skal have afhørt parterne for at finde ud af, om der er tale om et ildebefindende, eller om man har foretaget sig andet i bilen,« lyder det fra vagtchefen.