En midaldrende mand er i kritisk tilstand efter en alvorlig trafikulykke på Sydsjælland lørdag formiddag.

Kort før klokken 10 gik det galt i et T-kryds mellem Sandbyvej og Vinderupvej ved Glumsø.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til B.T.

»Vi er næsten lige landet derude, så lige nu ved vi kun, at der er tale om et alvorligt færdselsuheld,« sagde vagtchef Michael Skræddergaard til B.T. kort efter ulykken.

Anmeldelsen kom klokken 9:53.

»Det lader til, at der er tale om et vigepligtsuheld,« siger vagtchefen, da B.T. taler med ham nogle timer senere.

En 66-årig mand er blevet kørt på sygehuset i kritisk tilstand.

Bilisten i den anden bil blev tilset på stedet, men skulle ikke være kommet noget til.