To biler er kørt frontalt sammen i et sommerhusområde ud for Egensevej i Aalborg.

Tre personer er kommet til skade, og en 56-årig kvinde har mistet livet.

»Det er en frontal påkørsel. Den ene bil er væltet rundt og ligger på hovedet,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

I den anden bil sad en 34-årig mand med to børn. De er alle uden for livsfare.

Karsten Højrup Kristensen forklarer, at man derfor styrer bilerne uden om Egensevej nær den lille by Mou, indtil man igen kan åbne vejen.

Man har valgt at spærre vejen, så sammenstødet kan undersøges uden forstyrrelser.

Den vil dog blive åbnet igen omkring klokken 16.

Uheldet skete klokken 14.10, og politiet har underrettet de pårørende.