____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Københavns Politi har søndag anholdt, men senere løsladt to personer, der var mistænkt for at stå bag knivstikkeriet i et S-tog natten til søndag. Det fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Sajjad Haider, til bt.dk.

- De bliver løsladt nu, da det har vist sig, at de har ikke noget med det at gøre, siger Sajjad Haider ved 21.20-tiden søndag aften.

Han oplyser, at der trods løsladelsen er fremskridt i sagen, da man hos politiet mener at have identificeret den ene gerningsmand. Sajjad Haider ønsker ikke at gå i detaljer, men siger, at 'der er gode spor i sagen, så det er blot et spørgsmål om tid, før den er opklaret'.

En 25-årig mand blev natten til søndag stukket i maven med en kniv i et S-tog på Nørreport Station i København. Det skete, da han bad de to unge mænd om at dæmpe sig lidt, fordi de befandt sig i en stillekupé. Kort efter knivstikkeriet forlod de to unge mænd toget og forsvandt fra Nørreport Station.

De to gerningsmænd beskrives som yngre mænd i alderen 16 til 19 år. De er af anden etnisk oprindelse end dansk, formentlig af afrikansk oprindelse, og er meget mørke i huden.

Den ene beskrives som 180 til 185 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført en blå, lang jakke af mærket Canada Goose.

Den anden mand beskrives som lidt lavere end den første og spinkel af bygning. Han var iført en sort, hoftelang jakke og medbragte formentlig en sort rygsæk. Vidner til knivstikkeriet ydede førstehjælp til den 25-årige mand, der tidligt søndag morgen lå på operationsbordet på Rigshospitalet.

Det 25-årige offer meldes uden for livsfare.