En skudepisode i Herlev kostede en decembernat sidste år en ung mand livet.

I forvejen sidder to varetægtsfængslet i sagen, og tirsdag er meldingen, at yderligere to er blevet anholdt. En af dem har politiet allerede tidligere haft fat i.

Skyderiet fandt sted ved Krebsdammen først på natten 7. december, og et par timer senere fandt hundepatruljer en 21-årig mand liggende i det grønne område.

Hurtigt stod det klart, at hans liv ikke stod til at redde.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Yderligere én blev såret i forbindelse med skuddramaet – en 25-årig mand, der var blevet ramt i hovedet.

Han blev af et vidne hjulpet på hospitalet, og det var i den forbindelse, Københavns Vestegns Politi blev opmærksomme på skyderiet og rykkede ud til gerningsstedet, hvor man altså fandt den 21-årige.

Kort efter drabet blev en 41-årig mand anholdt og sigtet i sagen.

Der gik dog ikke længe, før han atter var på fri fod. Anklagemyndigheden mente dengang ikke, der var grundlag for at få ham varetægtsfængslet.

Det mener man dog nu.

Således er den 41-årige blandt de to, der tirsdag morgen er blevet anholdt.

På baggrund af nye spor mener Københavns Vestegns Politi, at det nu bør være muligt at sende ham og en 36-årig, der ligeledes er blevet anholdt, bag tremmer, mens efterforskningen fortsætter.

De to mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup senere tirsdag.

Foto: Simon Boas
Foto: Simon Boas
Vis mere

Her vil anklagemyndigheden kræve lukkede døre, og det er derfor sparsomt med oplysninger fra politiet for nuværende.

Sikkert er det dog, at der allerede sidder to andre fængslet i sagen. En 18-årig og en 25-årig, der begge er blevet anholdt tidligere i april.

Begge nægter de sig skyldige.

»Vi har dermed i alt fire anholdte i sagen, men efterforskningen fortsætter, og jeg vil derfor ikke udelukke at der kan komme flere anholdelser,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.