Torsdag formiddag er to yngre mænd på henholdsvis 17 og 20 år blevet anholdt og sigtet for et knivstikkeri på Frederiksberg 26. december.

Under overfaldet blev en 19-årig stukket med kniv og slået med hammer. Derfor er de to personer sigtet for legemsangreb af særlig farlig karakter, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det er politiets formodning, at overfaldet skete som et led i en konflikt mellem den forbudte bande LTF og en gruppering fra ydre Nørrebro.

Som B.T. tidligere har kunnet fortælle, så har der været omkring 20 tilfælde af enten knivstikkerier eller våbenfund, som man mener relaterer sig til konflikten.

De to mænd, der er sigtet for knivstikkeriet anden juledag, bliver dermed også sigtet for bandeparagraffen, der kan udløse dobbeltstraf.

»Det tyder på, at overfaldsmændene er gået målrettet efter at angribe den 19-årige, men det er for tidligt at sige noget om motivet,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.

»Vi har haft de anholdte i søgelyset i noget tid, men det har krævet en bred og systematisk efterforskning at underbygge mistankegrundlaget. Nu er vi der, hvor vi mener, at der er begrundet mistanke om, at de står bag overfaldet,« lyder det videre.

De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør senere torsdag.