En 18-årig mand blev natten til lørdag overfaldet af to mænd midt i Ringsted by.
De to jævnaldrende gerningsmænd gav offeret flere slag og spark.
Anmeldelsen kom klokken 03.38.
Her var tre mænd røget i klammeri i Skt. Hansgade, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjælland Politi.
»Vi fandt en person, der havde været udsat for vold og anholdte de to formodede gerningsmænd,« fortæller vagtchef Lasse Jensen.
De to sidder nu fængslet, mens politiets jurister tager stilling til, om der er grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.
De to anholdte er henholdsvis 18 og 19 år.
Det er endnu uvist, hvad der er årsag til konflikten, og politiet kan heller ikke sige noget om de unge mænds eventuelle relation til hinanden.
»Men der er ikke tale om et tilfældigt offer,« siger vagtchefen.