Nordjyllands Politi har tirsdag aften anholdt to personer på en nedlagt landejendom nær Aalestrup i Himmerland, efter betjente har ransaget stedet i en større politiaktion.

Ejendommen blev ransaget på baggrund af et tip. Det fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

»Vi fik et tip om, der skulle være narko og våben på adressen,« siger han.

Ved du noget om sagen? Tip os på 1929@bt.dk eller via vores Facebook

Der er ifølge vagtchefen 'fundet lidt forskellige våben' under ransagningen, men da man ikke er helt færdig med at undersøge dem, er det for tidligt at sige, hvilke våben der kan være tale om.

»Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige, om der er tale om luftgeværer eller noget andet,« siger Poul Fastergaard.

To personer, der har tilknytning til boligen, er blevet anholdt i forbindelse med ransagningen.

»Først senere, når vi har et overblik, finder vi ud af, hvad de eventuelt skal sigtes for,« siger vagtchefen.

Politiet var massivt til stede ved ransagningen, men Poul Fastergaard fortæller tirsdag aften, at politiet nu er ved at være færdige på stedet.