Det ene af to børn, som blev fundet kvæstet ved en boligblok i svenske Hässelby, er død af sine kvæstelser.
Det oplyser svensk politi mandag morgen ved 8.30-tiden. Det skriver flere svenske medier.
Ifølge Expressens oplysninger er det det yngste af børnene, der er afgået ved døden i løbet af natten.
Det andet barn har ifølge Aftonbladet »livstruende skader« af sine kvæstelser i forbindelse med den uhyggelige sag, der fandt sted søndag aften i byen ved Stockholm.
Her blev børnene – der begge skulle være under ti år – af en forbipasserende fundet uden for en boligblok under »forfærdelige scener«.
»Vi kan ikke udelukke, at børnene er blevet udsat for en forbrydelse. Vi mistænker, at de er faldet fra stor højde,« har Helena Boström Thomas, pressetalsperson ved Stockholms Politi, udtalt.
Politiet har ikke villet fortælle, hvad der er sket, men flere medier har oplysninger om, at børnene først har fået adskillige knivstik, hvorefter de er blevet smidt ud ad et vindue fra en lejlighed i boligblokken. Der skulle være tale om et fald på omkring 15 meter.
To voksne personer er blevet anholdt, en kvinde og en mand. Det har politiet bekræftet.
»Det er to voksne personer, som har en relation til børnene,« har Helena Boström Thomas fra politiet udtalt.
Ifølge svensker medier skal det være børnenes forældre, der er blevet anholdt. Faren skulle være en 45-årig mand, som i lejligheden også blev fundet med skader, efter at politiet ankom. Expressen skriver, at han angivelig selv skulle have påført sig skaderne efterfølgende.
Det var søndag aften mellem klokken 21 og 22, at dramaet udspillede sig i lejligheden i Hässelby. Alarmopkaldet kom ved 21.45-tiden.
En nabo i samme opgang beskriver således til Expressen, at han omkring klokken 21.30 hørt usædvanlig støj:
»Der lød noget rumsteren. Mere som om at noget faldt til jorden end skrig. Jeg hørte ingen børneskrig, og det var meget kortvarigt, så jeg tænkte ikke mere over det,« siger vedkommende.