En 52-årig familiefar nåede at ringe til politiet, da han kom i en fatal diskussion med to unge voldsmænd.

Men det reddede ikke hans liv.

Kort efter blev han udsat for så grov vold på åben gade i Nordsjælland, at han kort efter døde af det.

Det kom frem tirsdag formiddag ved byretten i Hillerød, hvor to teenagedrenge er tiltalt for et brutalt overfald på åben gade tidligt om morgenen 5. marts i år i Frederikssund.

Gadevolden endte med at koste den 52-årige Kim Kaae Hansen livet.

Den 52-årige blikkenslager var ved 05.30-tiden på vej hjem fra en tur i byen, efter at han havde været til fodbold i Parken og se FCK besejre Randers.

På vej hjem fik han kontakt til de to dengang 17-årige drenge, der tilsyneladende var i gang med noget mistænkeligt ved et Lidl-supermarked.

Det ringede han til politiet for at anmelde, men det kom alligevel til at koste ham livet.

Han kom i diskussion med de to dengang 17-årige drenge. Det ved man med sikkerhed, da begge drenge optog dele af diskussionen på deres mobiltelefoner.

Men de optog ikke, da de kort efter ifølge tiltalen gav sig til at overdænge den 52-årige mand med slag og spark på A.C. Hansensvej i Frederikssund.

Ifølge anklageskriftet slog og skubbede de til manden flere gange, indtil han faldt ned på jorden. Her fortsatte de ifølge tiltalen med at sparke og trampe ham i ansigtet og på kroppen, så flere ansigtsknogler blev knust, indtil Kim Hansen lå ubevægelig på jorden.

Og klokken 06.20 blev den 52-årige familiefar og fodboldfan erklæret død. Intet tyder på, at han på forhånd kendte de to teenagedrenge.

Kim Kaae Hansen nåede at blive 52 år, inden han mistede livet efter dødsvold på åben gade i Frederikssund 5. marts i år. Her fotograferet med sin datter Michelle.
Kim Kaae Hansen nåede at blive 52 år, inden han mistede livet efter dødsvold på åben gade i Frederikssund 5. marts i år. Her fotograferet med sin datter Michelle. Foto: Privat
Vis mere

På det tidspunkt var de to teenagere allerede blevet anholdt på Frederikssund Station

Nordsjællands Politi har tiltalt dem for vold med døden til følge. Det er en mildere paragraf end drab, som de i første omgang blev sigtet for.

Den ene dreng erkendte ved retssagens start grov vold, men ikke i den udstrækning, som det er formuleret i anklageskriftet. Den anden dreng nægtede sig skyldig med henvisning til, at der var tale om selvforsvar.

Der er afsat fire retsdage til sagen ved byretten i Hillerød.