To bornholmske teenagere fik sig en gevaldig forskrækkelse, da de 3. oktober krydsede den svenske grænse med Bornholmerbussen fra København.

Ved grænsen åbnede dørene til bussen pludselig, og en narkohund blev sendt ned ad gangen.

Hunden stoppede op ved flere personer, men især to af passagererne – to 17-årige drenge – udviste politiet særlig interesse for.

Drengene blev bedt om at følge med.

Det fremgår af et Facebook-opslag skrevet af Kirsten Wendell, der sidder i Social- og Sundhedsudvalget i Bornholms kommune.

»De to unge bornholmere bliver taget ud af bussen. Buschauffør får besked af tolderne på at køre. Buschaufførerne undrer sig, men kører, som de får besked på. De to unge får taget deres mobiler. De får besked på at smide alt tøjet og bliver sat i hver sit rum for at vente på, at deres tøj og ting bliver gennemgået,« skriver Kirsten Wendell og fortsætter:

»Efter cirka 15-20 minutter må de tage tøjet på, får deres mobiler og tasker. De bliver lukket ud af porten med besked om, at de kan gå hen ad vejen, hvor de vil møde en bus. De siger til tolderne, at de er fra Bornholm og ikke ved noget om bus og tog i Malmø. Der bliver bare sagt farvel.«

Over for TV 2/Bornholm fortæller Kirsten Wendell, at de to drenge var dybt chokerede over episoden.

»Da de fik deres telefoner tilbage, ringede de til mig og var meget chokerede. Jeg var selv rigtig bekymret. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvornår jeg igen sidder med telefon i hånden, fordi andre har haft en lignende oplevelse,« siger hun.

Efterfølgende har Kirsten Wendell rettet en kras kritik mod de svenske toldere, som hun mistænker for at have begået noget ulovligt.

Hun mener også, at det er forkasteligt, at tolderne lod bussen køre fra de to teenagere, der selv måtte finde hjem.

I en mail til TV 2/Bornholm udviser Henrik Sjökvist, der er Tullverkets kontrolchef i Syd, beklagelse over hændelsen.

»Vi beklager, at vi i netop dette tilfælde ikke selv havde mulighed for at tilbyde transport. Med tanke på personernes lave alder ville det selvfølgelig have været godt. I stedet blev personerne vist til det nærmeste busstoppested for videre transport,« skriver Henrik Sjökvist.