Dræbte sognepræsten Thomas Gotthard sin hustru Maria From Jakobsen?
Det vil offentligheden muligvis få svar på, når Retten i Hillerød danner rammen om et retsmøde tirsdag eftermiddag.
Her har det siden midten af juni været forventningen, at Thomas Gotthard vil erkende drabet på sin 43-årige hustru Maria From Jakobsen, som han også har børn sammen med.
Men i mellemtiden er der tilsyneladende opstået tvivl om den tilståelse, hvorfor man tirsdag formiddag klokken 09.15 vil afholde et såkaldt indenretligt forhør af Thomas Gotthard. Efterfølgende vil anklager Anne-Mette Wedell Seerup tage stilling til, om der er grundlag for at afgøre sagen som en tilståelsessag om eftermiddagen.
Om offentligheden vil have adgang til det tidlige forhør er endnu uvist.
For Anne-Mette Wedell Seerup har allerede på forhånd proklameret, at der vil være en begæring om dørlukning.
Hvis det ønske bliver efterkommet, så vil offentligheden med andre ord først få indblik i sagens detaljer, når og hvis tilståelsessagen bliver gennemført tirsdag eftermiddag.
Og så vil vi formentlig blive klogere på, om der er hold i politiets anklage om, at Thomas Gotthard dræbte sin 43-årige hustru og mor til sine børn den 26. oktober sidste år i tidsrummet mellem klokken 08.24 og 09.45 – altså i løbet af præcis 81 minutter.

Indtil for nylig nægtede Thomas Gotthard anklagerne mod sig, men i forbindelse med at han tilsyneladende tilstod drabet på Maria From Jakobsen, skulle han også have ført politiet på sporet af hustruens jordiske rester.
Dermed tyder det på, at vi ved tirsdagens retsmøde også bliver klogere på, hvordan drabet skulle have været udført.
Et spørgsmål som Nordsjællands Politi inden den formodede tilståelse har haft svært ved at opklare. Af anklageskriftet mod Thomas Gotthard fra april måned fremgår det, at drabet er sket på »ukendt vis«, ligesom det fremgår, at han skulle have bortskaffet liget et ukendt sted og på ukendt vis.
Allerede ved grundlovsforhøret i november sidste år kom det dog frem, at der hos Thomas Gotthard blev fundet en større mængde af de stærkt ætsende væsker saltsyre og kaustisk soda. Om det siden har spillet en rolle i politiets efterforskning, er uvist.
Samtidig har samtlige fristforlængelser været afholdt for lukkede døre, og offentligheden har således kun fået et meget sparsomt indblik i sagens detaljer -– også i forhold til præstens egen forklaring.
Sikkert er det dog, at der siden Maria From Jakobsens forsvinden en mandag i oktober sidste år har pågået en omfattende efterforskning. I første omgang hed det sig, at Maria From Jakobsens havde forladt parrets hjem i Frederikssund i nedtrykt tilstand.
Men i løbet af de efterfølgende uger rettede politiets fokus sig mod ægtemanden Thomas Gotthard, og 16. november blev han anholdt og sigtet for drabet.
Hvad der mere præcist gjorde ham interessant er uvist, men B.T. har blandt andet tidligere kunne fortælle, at Maria From Jakobsen talte med et familiemedlem samme mandag morgen, som hun forsvandt.
Her virkede hun ikke nedtrykt.
Undervejs har Thomas Gotthard bedyret sin uskyld, men tirsdag kan der altså blive sat et punktum i den særdeles omtalte drabssag.