I flere år blev en lille pige seksuelt misbrugt af sin far og flere andre mænd. Hendes mareridt sluttede først, da en mand tippede politiet og fortalte, at noget var helt galt.

Tøndersagen.

Sådan er Zandra Berthelsens mareridt blevet omtalt, siden det i 2005 kom frem, at den dengang blot 11-årige pige over en længere årrække var blevet misbrugt seksuelt af både sin far og flere andre mænd, som han lejede hende ud til.

Torsdag står hun frem i TV 2-dokumentaren 'Pigen fra Tøndersagen - min historie', hvor det også kommer frem, at hendes mareridt først sluttede, da en mand tippede myndighederne.

Det var dog ikke uden konsekvenser for den dansk-tyrkiske mand at komme med tippet, fortæller han i dokumentaren. Han fik trusler, det samme gjorde hans børn, så de flygtede til Tyskland. Og det kostede ham ægteskabet.

Blev tilbudt at besøge Zandra

I årevis havde Zandra Berthelsens far forgrebet sig på hende og i mindre grad hendes lillesøster. Til sidst endte han med også at leje hende ud til sex med en lang række fremmede mænd. Blandt andet via kontaktannoncer.

Faderen blev betalt med småpenge og pizza. Og Zandra blev voldtaget.

I 2005 blev den dansk-tyrkiske mand kontaktet af en ven, der skulle aflægge den lille pige et besøg. Han spurgte vennen, hvor gammel pigen var, og vennen gættede på, at hun måtte være syv til otte år. Han fortalte, at han skulle have sex med hende.

Den dansk-tyrkiske mand fik også tilbuddet om at besøge Zandra, men han sagde nej og kontaktede i stedet politiet for at få det stoppet. Politiet bad ham om at tage hen til den lille piges hus for at se, hvad der foregik.

'Jeg kunne ikke gøre noget'

Da hans ven endnu engang skulle aflægge pigen besøg, tog dansk-tyrkeren med. Han gik dog ikke med ind, men fik stillet faderen nogle spørgsmål, der afslørede, at datteren var til leje, og at hun også blev misbrugt af sin egen far.

»Jeg rystede, for jeg havde et barnebarn på samme alder dengang. Men jeg kunne ikke gøre noget, jeg kunne ikke råbe og skrige, så ville det gå helt galt. Jeg skulle bare hjem hurtigst muligt og kontakte politiet,« siger den 64-årige mand i dokumentaren.

Han fortalte det hele til politiet, og på den baggrund opstod sagen.

16 domme faldt på baggrund af tippet.

Det var dog ikke uden konsekvenser for den dansk-tyrkiske mand. I dokumentaren fortæller han, hvordan de dømte og deres pårørende efterfølgende truende ham og hans børn.

I dag lever han i skjul. Det er han nødt til. Men han har ikke fortrudt.

Først del af dokumentaren 'Pigen fra Tøndersagen - min historie' sendes klokken 20:50 på TV 2 torsdag aften.