Tina stod ansigt til ansigt med ulven fra Nørre Nebel: 'Jeg fik lidt hjertebanken'
En ulv, der har været inde i flere haver med legende børn, har fået ministerie til at oprette særlig reguleringszone.

En ulv, der har været inde i flere haver med legende børn, har fået ministerie til at oprette særlig reguleringszone.

Selvom Tina Petersen fik øjenkontakt med ulven, reagerede den ikke.
»Den var overhovedet ikke skræmt af, at jeg var der. Det var ikke særlig rart,« siger TIna Petersen, der i sidste uge stod ansigt til ansigt med rovdyret.
Hun har et sommerhus i Houstrup vest for Nørre Nebel, og det er netop ifølge B.T.s oplysninger i dette sommerhusområde, at en ulv tre gange i onsdags gik ind i haver med legende børn.
Og det kan meget vel være den samme ulv, som Tina Petersen i sidste uge mødte.

«Jeg sad i min bil tæt på vores sommerhus, da ulven pludselig kom gående. Jeg vendte bilen for at komme tættere på den, og dér fik jeg så øjenkontakt med den. Den var meget upåvirket af mig og bilen,« fortæller Tina Petersen.
Ulven kiggede intenst på Tina Petersen i bilen, før den forsvandt i en nærliggende sommerhushave.
»Det var ikke særlig rart, og jeg fik lidt hjertebanken. Det var for mig meget tydeligt, at det ikke var en schæferhund eller lignende. Den var virkelig stor,« siger hun.
Ulveekspert og videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum, Kent Olsen, kan bekræfte, at ulven som Tina Petersen stødte på, er den samme, man lige nu leder efter i området.
»Det er en hvalp, vi kender, som blev født sidste år. Man kan kende den på hovedformen,« siger Kent Olsen til B.T.
Fredag morgen kom det frem, at Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd har oprettet en reguleringszone, hvor problemulven kan skydes. Desuden tages termiske droner, der kan lokalisere ulven, i brug.
»Det, der går igen, er, at ulven har nærmet sig børnene, men uden at være aggressiv. Men den har ikke forladt stedet, selv om der er blevet råbt eller klappet højt, siger ministeren for natur og dyrevelfærd,« udtaler minister Christian Rabjerg Madsen (S) i en pressemeddelelse.
Ifølge Christian Rabjerg Madsen var det ikke børnenes skrig, som jog ulven væk:
»Jeg forstår det sådan, at der er kommet voksne, der har fået skræmt den væk i to tilfælde. I det sidste tilfælde er ulven blevet på stedet i flere minutter, og til sidst har den så forladt det af sig selv,« siger ministeren.