Tina fanget på hospitalet: 'Der er meget blod, gå ikke den vej'
Da Tina Knudsen lørdag aften var forbi lægevagten, gik alarmen pludselig. Og så eskalerede det.

Da Tina Knudsen lørdag aften var forbi lægevagten, gik alarmen pludselig. Og så eskalerede det.

Lørdag aften gik voldsomt for sig i Odense.
Omkring klokken 18:15 rykkede politiet talstærkt ud til knivstikkeri i en kolonihave, hvor de fandt en mand, der på det tidspunkt var i livsfare og blev hastet til Odense Universitetshospital. Samme hospital, hvor politiet samme aften også var massivt til stede.
Og hvor 47-årige Tina Knudsen også sad og ventede på at komme ind forbi lægevagten. Et besøg, der tog en uventet og dramatisk drejning.
Tina Knudsen ikke var helt på toppen, havde hun sin mor med på hospitalet. Omkring 17:30 gik Tina Knudsen ind for blive undersøgt, mens moren sad i venteværelset. Da hun kom ud igen klokken 18, så situationen helt anderledes ud.
»Her sagde min mor, at alarmen var gået,« siger Tina Knudsen til B.T.
Sammen med sin mor ser hun så to betjente komme gående med en mand.
Og det stopper ikke hér.
Da de går hen til udgangen, vil dørene pludselig ikke åbne.
»Jeg tænker 'gad vide, hvad der er sket?'« lyder det fra Tina Knudsen.
Hun fortæller videre, hvordan der pludselig kommer mange sygeplejersker og læger løbende forbi skranken og ned ad gangen mod det sted, hvor ambulancerne holder.
Men det er det næste, der sker, der for alvor får Tina Knudsen til at spærre øjnene op.
Hen kommer to sygeplejersker og forsøger at hjælpe dem med at komme ud.
»Den ene sygeplejerske siger så 'der er meget blod, gå ikke den vej'« forklarer Tina Knudsen:
»Det, synes jeg, er meget mærkeligt at sige.«
Efterfølgende lykkes det endelig Tina Knudsen og moren at komme ud via en personaleudgang, ud på parkeringspladsen og hen til bilen.
»Da vi kører forbi ambulance-indgangen ved hospitalet, holder der mellem 3 og 4 politibiler.«
Tina Knudsen og moren kører hjemad. Undrende over, hvad der er sket.
I hændelsen med knivstikkeriet kunne Fyns Politi søndag morgen meddele, at manden, der aftenen forinden blev kørt i livstruende tilstand til hospitalet, nu er erklæret uden for livsfare. De oplyser også, at de ikke vurderer, at hændelsen er banderelateret.
B.T. har talt med Fyns Politi, der ikke kan kommentere sagen yderligere. De kan dog bekræfte, at de også var til stede på Odense Universitetshospital lørdag aften, men kan ikke sige, hvorvidt de to hændelser har noget med hinanden at gøre.
I forbindelse med knivstikkeriet anholdte politiet lørdag en formodet gerningsmand, der søndag klokken 13:00 bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.