Tre medlemmer af en arabisk separatistbevægelse baseret i Ringsted har ifølge anklagemyndigheden samarbejdet med en saudiarabisk efterretningstjeneste.
Både mændene selv og anklagemyndigheden kæmper for, at offentligheden kun skal have et særdeles begrænset kendskab til sagens detaljer.
Sagen mod mændene, der også omfatter billigelse af en terrorhandling samt økonomisk støtte og anden bistand til terrorgrupper, blev torsdag indledt ved Retten i Roskilde, som i dagens anledning var rykket til et industrilokale i Herfølge for at kunne imødegå de gældende coronapladskrav.
Bygningen var fra morgenstunden omringet af politi. Nogle havde små maskinpistoler. Andre bar hjelme og endnu større maskinpistoler.
Omkring bygningen snusede sprængstofhunde rundt.
Sagens hovedpersoner tilhører separatistbevægelsen ASMLA, som har en af sine baser i Ringsted. ASMLA kæmper for selvstændighed for den iranske provins Khusistan.
Man mener fra ASMLA's side, at det daværende Persien - nu Iran - tilbage i 1925 besatte det arabiske område Khusistan. Og bevægelsen vil have uafhængighed. Styret i Iran anser gruppen som en terrorbevægelse, og de tre tiltalte mænd har siden 2008 været internationalt efterlyst af iranerne.
De kom til Danmark et par år før. En af dem har i mellemtiden opnået dansk statsborgerskab. Det vil anklagemyndigheden have ham frataget, hvis han bliver dømt i sagen.
Fra en adresse i Ringsted har mændene drevet Ahwazna Fonden, som blandt andet har sendt satellit-tv på vegne af ASMLA. En af dem var for et par år siden mål for planlagt attentat.
En mand blev sidste år idømt syv års fængsel for at have bistået iranske myndigheder med at indsamle oplysninger med henblik på at kunne udføre attentatet.
Truslen fra Iran er grunden til, at de tre mænd vil have en stor del af den nu påbegyndte retssag til at foregå for lukkede døre. De frygter dels for egen sikkerhed og dels for personer i deres netværks sikkerhed.
- Vi mener, at der er en række personer, som kan bringes i akut livsfare, lød det torsdag fra Gert Dyrn, som er forsvarsadvokat for den mand, der var mål for attentatplanerne.
Hos anklagemyndighedens repræsentanter, Rune Rydik og Henrik Aagaard, var der ingen protester mod lukkede døre. De kræver nemlig også, at en større del af sagen skal køres uden adgang for offentligheden.
Anklagemyndigheden mener, at det skal ske for ikke at skade Danmarks forhold til fremmede magter. Det har Udenrigsministeriet nemlig vurderet vil være tilfældet.
Repræsentanter fra pressen protesterede mod begge anmodninger om dørlukning og henviste til, at retsplejen som udgangspunkt skal ske under størst mulig offentlighed. Det står der nemlig i Grundloven.
Retten traf ikke afgørelse om dørlukningsspørgsmålet torsdag. Det bliver først afgjort mandag.
Inden spørgsmålet om lukkede døre blev bragt op fik anklager Rune Rydik lejlighed til at fortælle, at der i sagen er fundet en række oplysninger, som peger på en kontakt mellem de tiltalte og en saudiarabisk spiontjeneste.
En tjeneste, som på grund af det iskolde forhold mellem saudierne og iranerne, må antages at være på samme hold som separatistbevægelsen ASMLA.
Politiet fik en stor del af oplysningerne ved en ransagning hos en af de tiltalte i efteråret 2018. Det skete, efter at han og de andre tiltalte blev sigtet for at billige en terrorhandling.
Denne handling var et angreb på en militærparade i Khusistans hovedby. Ahvaz den 22. september 2018. Flere end 25 personer mistede livet.
Men det var først i februar 2020, at mændene blev anholdt og sigtet for spionage. Den sigtelse blev senere udvidet til at omfatte spionage vedrørende militære forhold - dog ikke danske - og bistand til terrorgrupper. De har siden siddet varetægtsfængslet.
Retssagen mod de tre er planlagt til at vare frem til årets slutning. Der ventes dom i november eller december.
/ritzau/