En 27-årig mand er tiltalt for at have forsøgt at dræbe syv personer, som boede i en lejlighed i det vestlige Aarhus natten til 29. august 2024.
Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, kom manden via en altan ind i lejligheden. I stuen placerede han et fyrværkeribatteri, som han antændte, hvorefter lejligheden brød i brand.
Alle nåede ud.
Seks dage senere skete endnu en ildebrand.
Klokken fire om natten blev der hældt brændbar væske på entredøren til en lejlighed, hvilket blev antændt ved brug af blandt andet fyrværkeri, står der i anklageskriftet.
Ifølge anklagemyndigheden havde han også her til hensigt at dræbe beboerne. Der var tale om tre personer, som nåede at flygte fra den brændende lejlighed.
På grund af anonymisering af anklageskriftet er det uvist, om nogle af de tre personer ved den anden ildebrand er de samme, som var ofre for den første brand.
I sagen har anklagemyndigheden også rejst en subsidiær tiltale. Det betyder, at anklageren mener, at den tiltalte skal dømmes for grov brandstiftelse, hvis ikke han kan dømmes for drabsforsøg.
Anklageskriftet indeholder desuden anklager om hærværk, tyveri, trusler og vold.
Retssagen indledes 2. marts som en nævningesag i Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden går efter en anbringelsesdom på psykiatrisk afdeling.
/ritzau/