De tiltalte i en sag om drab og brandsstiftelse på Vestsjælland levede sammen efter et særligt vikinge-kodeks. Det fortæller den ene i retten.

Han ligner en viking.

En stor tatovering fylder halvdelen af den 43-årige mands ansigt. Et uglet brunt lag hår dækker hans hoved, og et langt fuldskæg er bundet sammen i en knold under hagen.

Han rokker frem og tilbage, mens anklageren læser op fra et flere sider langt anklageskrift med 15 punkter. Anklager om drab, plyndring, brandstiftelse, ligskænding og ulovlig besiddelse af økser og knive.

På anklagebænken sidder også en 35-årig mand. Han har et kraftigt hageskæg og store, firkantede briller. Ligesom den 43-årige er han særdeles veltrænet.

Anklagerne mod de to tiltalte er voldsomme og blodige. I sin fremlæggelse tegnede anklageren et billede af to personer, der i foråret og forsommeren 2019 var på plyndringstogt på Vestsjælland.

Den 35-årige forklarer, at han for en del år tilbage lærte den 43-årige at kende i et træningsforum på internettet. Forholdet udviklede sig til 'mere end et venskab' og op til deres anholdelse i sommeren 2019 boede de sammen i en murermestervilla ved Sneslev.

De levede ifølge den 35-årige i et forhold, der var mere end platonisk.

Han beskriver deres forhold med ordet 'hugr', der ifølge den drabstiltalte er oldnordisk og betyder 'sjælestykke'. Han begynder at græde, da han skal forklare, hvad det betyder:

»I den oldnordiske mytologi er et sjælestykke noget, man ikke kan leve uden. Ligesom man skal trække vejret og have blod i kroppen for at leve, så er sjælestykket noget, der er lige så essentielt for at leve,« siger den tiltalte og ser hen på sin sjæleven, der tører en tåre væk fra øjet.

Han forklarer, at de ikke dyrkede sex sammen, men at de ved flere lejligheder dyrkede sex med den samme kvinde.

Han fortæller, at han betragter sig selv som biseksuel, og at han har hang til sadomasokisme. Den tilbøjelighed er ifølge den tiltalte forklaringen på, at politiet i hans kælder fandt en notesbog med en liste over det, der ligner remedierne til de forbrydelser, de to mænd er tiltalt for:

'Reb, 2 x masker, havehandsker, gummihandsker, papkasse, geværer plus 2x3 bønner, dirksæt, stribs, hammer, singlekikkert, 2 x tændvæske, tændblokke, hobbykniv, multi-tool, jammer, kasket og spraymaling.'

De to mest alvorlige af de ialt 15 punkter i anklageskriftet er de brutale drab på de to pensionister Kiehn Georg Andersen og Poul Frank Jørgensen.

Kiehn Georg Andersen blev ifølge anklageskriftet trampet ihjel i sit hjem i den sjællandske by Ruds Vedby 20. april 2019. Hans hus blev sat i brand og hans lig sunket ned i en sø ved Blæsinge. Fra hans hjem blev der stjålet tre jagtgeværer med ammunition og en større møntsamling til en ukendt værdi.

Knap to måneder senere trængte de to mænd ifølge anklageskriftet den 16. juni om morgenen ind i Poul Frank Jørgensens hjem i Vemmelev.

Den 80-årige mand fik et seks centimeter dybt snit i halsen, der skar den store halspulsåre over. Desuden blev han stukket 10 gange i ryggen med en eller flere knive.

De to mænd efterlod liget i soveværelset, hvorefter de ifølge tiltalen hældte brandbar væske ud i huset, som de så stak i brand.

Foruden de to drab, brandstiftelse, tyveri og usømmelig omgang med lig er mændene tiltalt for røveri, røveriforsøg, bedrageri og flere tilfælde af overtrædelse af våbenloven.

Den 35-årige tiltalte er far til en datter og havde fast arbejde, da han blev anholdt. Han er yderst velformuleret, men fortæller også, at han har flere tunge psykiatriske diagnoser, og som han tager medicin for.

Det samme gælder den 43-årige, der ifølge sjælevennen er tilkendt førtidspension. Han arbejdede ifølge den 35-årige ved siden af førtidspensionen for en kriminel organisation. Arbejdsopgaverne bestod ifølge den 35-årige i at tæve folk for penge, true vidner og begå indbrud. Han afviser selv at have deltaget i disse kriminelle aktiviteter.

Politiet kom på sporet af de to tiltalte, fordi de på det ene af gerningsstederne fandt en pakke med kondomer. Den 35-åriges dna var på pakken, og samtidig kunne de se hans hvide Volkswagen Up på flere overvågningskameraer.

Begge mænd nægter sig skyldige i stort set alle anklager, herunder anklagerne om drab, brandstiftelse og usømmelig omgang med lig.

Der er afsat ni restdage til sagen.