Første retsmøde i den meget omtalte Ry-sag, hvor fire drenge er tiltalt for at have kastet to brandbomber på den 16-årige Ali Akbari, er i dag begyndt ved Retten i Horsens. Men de fire tiltalte er dybt uenige om, hvem der gjorde hvad i minutterne før, under og efter angrebet.

Det står klart efter de fire tiltalte drenge skiftevis har været en tur forbi vidneskranken og give deres version af hændelserne omkring brandbombeangrebet.

De fire 15-16 årige drenge er tiltalt efter straffelovens paragraf 246 for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder. Ifølge anklageskriftet har de fire drenge i forening og efter forudgående aftale udsat deres 16-årige afghanske skolekammerat for et 'groft personligt angreb' ved at have kastet to flasker med brændende benzin, såkaldte molotovcocktails, på den jævnaldrende skolekammerat.

Den første molotovcocktail antændte ikke, mens den anden flaske ramte mellem benene på offeret, så hans bukser blev antændt. 16-årige Ali Akbari pådrog sig derved svære forbrændinger på 30 procent af kroppen.

Tre af de fire tiltalte peger alle sammen på den fjerde kammerat, T4, som den der kastede den skæbnesvangre brandbombe.

»T4 tænder den første flaske og kaster den mod Ali. Mens den er i luften, ryger den brændende klud ud af den, så den antændes ikke. Den lander ca. fire meter fra Ali. På det tidspunkt tænker jeg stadig, at det bare er for at skræmme Ali,« forklarede den første tiltalte, T1, da han sad i vidneskranken.

'Vil redde deres egen røv'

Den fjerde og sidste tiltalte, T4, erkender, at det var ham, der tog flaskerne med benzin med til mødet bag Ry Hallerne om aftenen den 6. februar, men han fortæller, at det var et uheld, at molotovcocktailen ramte 16-årige Ali Akbari.

»Han står en 30-40 centimeter fra mig. Han var iskold og kiggede mod de andre. Men flasken var blevet så varm, at jeg taber den ned foran Ali, og så smadrede den. Og så stod der høje flammer op,« forklarede T4 i retten.

I modsætning til de andre tiltalte forklarer han, at han fik stukket flaskerne med det antændte benzin i hånden af en af de andre tiltalte, T1. Anklager Anna Holm Christensen borede i, hvad der skyldes de forskelligartede forklaringer.

»De vil vel redde deres egen røv, går jeg ud fra. De andre tre har jo forklaret først, og så har de kunne afstemme deres forklaring,« fortalte en grædefærdig T4 fra vidneskranken.

Konflikt i skolen

Alle tiltalte er dog enige om, at konflikten mellem de fem drenge startede på Mølleskolen i timerne forinden angrebet mandag 6. februar.

»Det starter i skolen, hvor mig, T2 og T3 sætter os ved et bord. Ali kommer hen til os, og begynder at spørge T3, hvad der er hans problem, og han konfronterer ham. Ali var lidt provokerende. T3 bliver ved med at sige, at der var ikke noget problem. T2 og jeg går mellem dem og får dem væk fra hinanden. Så siger Ali, at hvis vi vil noget, så kan vi komme op til hallen kl. 19,« forklarede T1 om konflikten, der altså førte op til det voldsomme benzin-overfald.

Et udsagn som alle fire opfattede som en trussel.

En lærestreg

»Vi bliver enige om at tage derop kl. 19 for at give ham tæsk. Jeg tror vi var alle sammen enige om at give Ali en lærestreg, for han havde været provokerende over for os, uden at vi havde gjort ham noget,« forklarede T1 om episoden.

De fire tiltalte blev senere på aftenen anholdt af politiet. De fire skolekammerater blev varetægtsfængslet ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Horsens den 7. februar og har siden siddet i varetægtsfængslet i surrogat på lukkede ungdomsinstitutioner. De nægter sig skyldige i tiltalten om grov vold.

Skanderborg Kommune lavede efterfølgende en redegørelse af forløbet op til angrebet og konstaterede i den forbindelse, at der havde været et højere konfliktniveau på 9. årgang, hvor ofret og de fire tiltalte havde deres skolegang. Kommunen mente dog ikke, at Mølleskolen kunne have gjort noget anderledes for at have undgået episoden.

BT følger sagen.