Kombinationen af et oversavet jagtgevær, grove ukvemsord samt trusler rettet imod en fængselsbetjent har nu medført, at en 59-årig mand skal svare for sig ved Retten i Næstved.
Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til anklagerne, men sagens første to forhold knytter sig til hinanden, og udspandt sig 3. maj 2022.
Første del udspandt sig den pågældende dag om formiddagen på sygehuset i Slagelse, hvor manden ifølge anklageskriftet til en læge udtalte 'I ved jo, jeg har økser i bilen, og så må jeg jo selv tage derop og kløve ham i hovedet.'
Samme eftermiddag fandt politiet så et oversavet jagtgevær på mandens bopæl på Midtsjælland.
Anklageskriftet beskriver videre, hvordan at manden 13. juni samme år ringede til den omtalte person, der skulle have kløvet hovedet.
Her lød det ifølge anklageskriftet 'hvis ikke du betaler pengene, vil jeg sørge for, du ikke er på denne jord mere.'
I løbet af foråret 2022 skal ifølge anklageskriftet også have ringet flere gange til en anden mand, der ligeledes blev truet. Her lød det ' du skal passe på og kigge dig over skulderen.'
Ved en anden lejlighed lød det 'du kommer i den sorte bog som de to betjente, der også skal nakkes', og 'du skal bare dø - alle skal dø'.
4. juni samme år var han indsat i Storstrøms Fængsel, og her udtalte han ifølge anklageskriftet overfor en personundersøger, om en fængselsbetjent at 'ham fjolset, der går rundt derude, han er færdig, han er død, det skal jeg nok sørge for. Han lever ikke ret længe endnu.'
Det er planen, at sagen kommer for retten i første del af september.
Lyt med på B.T.s podcast om blå blink og kriminalitet her: