En grov sag om vold, psykisk vold og voldtægt skal ifølge planen tage sin begyndelse ved Retten i Holbæk. Her er en 47-årig mand tiltalt for i flere år at have udsat sin egen familie for de omtalte overgreb.

Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til anklagerne, der ifølge anklageskriftet udspandt sig i en landsby på Vestsjælland.

Men det første forhold beskriver, hvordan han i september 2018 udsatte sin egen søn, stedsøn og steddatter for vold. 

Steddatteren blev taget hård i nakken og skubbet voldsomt, mens stedsønnen og hans egen søn fik flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, mens de henholdsvis blev holdt nede med et greb i armen og kastet ned i en grøft.

I et længere tidsrum blev hans samlever ifølge anklageskriftet gentagne gange slået med knytnæver og fik taget halsgreb,

Den 47-årige er også tiltalt for at have voldtaget steddatteren flere gange.

Desuden er han tiltalt for at have udsat sin samlever for psykisk vold i gennem tre år. Det skete ved at have svinet hende til og ved at ville bestemme, hvilket tøj hun gik i. 

Han tjekkede ifølge anklageskriftet samleverens telefon, ligesom han ikke tillod hende at have egne meninger. Hvis hun sagde ham imod, blev hun tævet.

Ifald han kendes skyldig kræver anklagemyndigheden, at han ikke må have børn boende på sin adresse eller selv besøge adresser, hvor der opholder sig børn under 18 år.

Sagen skal ifølge planen køre ved Retten i Holbæk i kommende uge.

Hør mere om blå blink og kriminalitet i B.T.s podcast her: