Lyt til artiklen

En formodet nigeriansk pirat nægter sig skyldig i at have været med til affyre en AK-47-militærriffel mod en af Forsvarets militærhelikoptere.

»Der er påstand om frifindelse,« siger mandens forsvarer, Jesper Storm Thygesen, da anklageren har læst anklageskriftet højt i Københavns Byret retssal 29.

Lokalet er propfyldt med journalister og tilhørere til den længe ventede retssag mod den 40-årige mand, der hedder Lucky.

Den tiltalte, der har mistet venstre ben, sidder i kørestol. Han er velklædt og har veltrimmet sort skæg.

Men inden retssagen starter, er der en del forvirring, da der er usikkerhed om mandens fødselsdag. Samtidig forsøger anklageren at få lukket dørene til en fremvisning af en infrarød video, der er optaget af Søværnets helikopter i forbindelse med nedskydningen af piraternes båd.

Lucky hvisker til tolken, at han ikke er 30 år. Han er 40 år og oplyser sin korrekte fødselsdato.

Da alderen på den tiltalte er på plads, fortsætter retssagen. Efter en kort votering beslutter dommeren at lukke dørene, når den angivelig fortrolige video skal afspilles.

Nu spoles tiden tilbage til 24. november 2021.

Arkivfoto af det danske søværn i aktion mod pirater.
Arkivfoto af det danske søværn i aktion mod pirater. Foto: HO
Vis mere

Her sejlede den danske fregat 'Esbern Snare' rundt i Guineabugten tæt på den nigerianske kyst.

Omkring samtidig sejlede Lucky sammen med otte andre personer ud i det store farvand for at møde et stort 4.000 ton stort tankskib.

Anklageren fortæller, at Søværnet gennem efterretninger blev gjort opmærksom på, at en lille båd, en skiff, havde kurs mod tre handelsskibe i området.

Den formodede piratbåd skulle være fuld af mænd med våben og en stige.

Om bord på piraternes båd befandt den nu tiltalte mand sig.

Anklageren dokumenterer en rapport i retten. Den er udarbejdet af besætningen på 'Esbern Snare' og har en detaljeret tidslinje, der viser Søværnets fremgang under hele operationen mod de otte mand i båden.

Først blev en helikopter sendt i luften. Den skulle advare besætningen om, at de ikke skulle sejle videre. Men ifølge rapporten affyrede de formodede pirater skud mod Søværnets helikopter, da de var omkring 200 til 250 meter væk.

Det er dette forhold, som Lucky er tiltalt for, da han ifølge anklageskriftet skulle have affyret en byge af skud med en AK47-militærriffel og udsat de danske soldater for fare.

Den reaktion fik Søværnet til at handle prompte.

En båd fyldt med en enhed fra søværnets specialstyrke Frømandskorpset blev sat i vandet. De satte kurs mod skiffen og de formodede pirater.

Ifølge rapporten, der bliver læst højt, affyrede piraterne på ny skud mod de danske soldater.

Det blev skæbnesvangert for flere af de formodede pirater. For frømændene besvarede ilden mod båden.

I alt blev fire personer dræbt, mens fire overlevede.

I den hurtige aktion, der varede under 30 minutter, fik frømændene reddet de fire overlevende fra skiffen, inden den sank.

Blandt dem var Lucky.

Men han var slemt såret og blødte kraftigt fra sit ben. Han blev sammen med de andre bragt om bord på 'Esbern Snare'.

Her blev han under bedøvelse opereret og fik amputeret sit venstre ben. Da han vågnede, spurgte han militærpolitiet, der bevogtede ham, hvor hans ben var.

Han fik at vide, at det var blevet amputeret på grund af en stor skade.

Senere blev yderligere en stump af benet fjernet på grund af betændelse.

De tre andre anholdte mænd blev ikke såret.

Lucky er den eneste af de fire formodede pirater, der blev bragt til Danmark og tiltalt. De andre tre formodede pirater blev løsladt fra 'Esbern Snare' og sat i en båd i Guineabugten.

Lucky blev overført til et hospital i Ghana og kom senere til Danmark.

Forsvarer Jesper Storm Thygesen mener ikke, at der tale om pirateri.

»Min klient er ikke tiltalt for pirateri, og han vil forklare, at det ikke var deres hensigt,« siger han og fortæller, at hans klient ikke affyrede våbnet mod hverken helikopteren eller frømændene.

Det er meningen, at Lucky senere på dagen skal afgive forklaring.

Han risikerer mellem et og halvandet års fængsel.

Anklageren kræver ham desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.