I over tyve år levede en kvinde og med tiden også hendes seks børn i et decideret voldsregime. I hvert fald hvis man skal tro tiltalen mod en 52-årig mand.

Mere specifikt kvindens ægtemand og børnenes far.

Den 52-åriges forsvarer, Henrik Dupont Jørgensen, oplyser modsat, at hans klient nægter sig skyldig i samtlige af de ni forhold, som han er tiltalt for.

Forhold, der i detaljer beskriver, hvordan familien på to forskellige adresser i københavnsområdet skal være blevet udsat for brutal mishandling af patriarken.

I anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, lyder det, at den grove mishandling af hustruen startede tilbage i 2001 og fortsatte helt frem til januar i år.

Kontinuerligt skal den 52-årige have slået, sparket og taget halsgreb på kvinden. Blandt andet foran deres fælles børn. 

Udsat hende for vold, der angiveligt efterlod kvinden med skader på både krop og hoved. Heriblandt en brækket næse, blødende læbe og flere blå mærker. 

Grove trusler
Det sidste voldsforhold stammer fra 26. januar 2023, hvor manden også skal have fremsat særdeles grove trusler mod sin hustru. 

Her skal den 52-årige blandt andet have truet hustruen på livet og med partering.

»Jeg sværger ved guds navn, hvis jeg fanger dig, vil jeg dolke dig ihjel.«

»Jeg sværger ved koranen, når du kommer ud, vil jeg partere dig med kniven. Med denne kniv vil jeg hakke dit hjerte og dine indvolde,« lyder det eksempelvis gengivet i anklageskriftet. 

Samme dag skal han også have fremsat trusler mod kvinden foran deres fælles teenagedatter. 

»Jeg dræber denne kussesælger i aften, forstå det,« skal den 52-årige blandt andet have sagt. 

Vold mod toårigt barn
Også de seks fælles børn skal selv gentagne gange skal have mærket deres fars vrede.

Volden mod børnene, fire døtre og to sønner født mellem 2007 og 2019, startede angiveligt allerede, da de hver især var meget små.

Den 52-årige er således tiltalt for at have begået vold mod parrets yngste barn, da han var kun to år gammel.

Også her lyder tiltalen på gentagne slag, spark og kvælertag, og så skal den 52-årige også have smidt det lille barn mod jorden. 

Spark, slag og kvælertag skal også have overgået parrets fem andre børn flere gange.

Et af børnene har ifølge anklageskriftet fået kastet både glas og tallerkner mod sig, et andet skal igen og igen være blevet revet i håret, mens to af børnene skal være blevet slået med bælter, haveslanger og skohorn. 

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har i anklageskriftet taget forbehold for påstand om, at den 52-årige skal udvises af landet.

Derudover står det nævnt, at man muligvis vil gå efter 'en anden anden sanktion end straf'. Det kan eksempelvis være en behandlingsdom.

Sagen begynder ved Retten i Glostrup 5. oktober og skal køre som en domsmandssag. 

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du normalt lytter til podcast: