Han holdt en boremaskine mod tindingen på sit ene offer.

Og hældte lampeolie ud over et andet offer, som han truede med at sætte ild til.

Hvis offeret da ikke skulle saves i stykker med en motorsav og få slået sin datter ihjel.

Sådan lyder nogle af de rystende detaljer i et usædvanligt anklageskrift, som Nordsjællands Politi har præsenteret en 33-årig mand for.

Når straffesagen kommer for byretten i Hillerød, vil den tiltalte ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået adgang til, blive præsenteret for samlet 11 tiltalepunkter.

Det drejer sig om grov vold, hærværk, trusler, hærværk, ulovlig våbenbesiddelse, langvarig frihedsberøvelse, tyveri og forsøg på medvirken til røveri mod en Shell-tankstation i Frederikssund.

I beskrivelsen af de mange tiltaleforhold springer det i øjnene, at den 33-årige mand at dømme ud fra anklagemyndighedens beskrivelse af forholdene tilsyneladende har haft en udtalt trang til at bruge redskaber til at true sine ofre med eller ligefrem begå vold med.

Sammenlagt bliver der omtalt 17 forskellige redskaber i anklageskriftet.

Et kvindeligt offer i Frederikssund fik eksempelvis i juni sidste år først taget sin Samsung Galaxy-mobiltelefon ud af hænderne, inden den tiltalte ødelagde den ved at banke den flere gange ned i et bord.

Herefter pressede han den ituslåede mobil ind i munden på kvinden, så hendes læber blev revet til blods, inden hun fik tre knytnæveslag i hovedet.

Dagen efter blev offeret ifølge anklageskriftet også slået med en Trip Trap-børnestol på overkroppen og i hovedet, inden hun blandt andet blev sparket i maven og fik taget kvælertag på sig, så hun havde svært ved at trække vejret.

I samme forbindelse er den 33-årige mand også tiltalt for at have spyttet på hende et par gange og kastet en potteplante efter hende, som ramte offeret på siden af hovedet.

Og som om det ikke var nok, holdt han ifølge anklageskriftet i samme forbindelse en boremaskine mod hendes tinding og truede hende flere gange på livet.

Blandt andet med ord som »Du skal dø«, »Dine børn finder dig død i din seng« og »Du ligger nummer et på min dødsliste«.

Knap et par måneder senere gik det ifølge tiltalen ud over et andet offer, en midaldrende mand, der i ti dage blev holdt fanget i en villa i Frederikssund.

Her udsatte den 33-årige ham ifølge tiltalen dagligt for trusler og vold – blandt andet med redskaber som kniv, lampeolie, motorsav, lægtehammer, olielampe, metallampe, kuglepen, gaffel og stemmejern.

Offeret blev angivelig også truet til at overføre 11.800 kroner fra sin datters børneopsparing til den nu tiltalte.

For at skaffe flere penge fik den midaldrende mand til sidst udleveret et oversavet haglgevær, som han fik ordre til at begå et røveri med på Shell-tanken på Askelundsvej i Frederikssund.

Offeret gik om natten ind på benzintanken klokken 2.08 den 16. september sidste år, men i stedet for at kræve penge bad han ekspedienten straks tilkalde politiet, så han kunne slippe fri fra sin plageånd.

Kort efter blev den nu 33-årige anholdt. Han har siden været varetægtsfængslet.

Det er uvist, hvordan han konkret stiller sig til de alvorlige tiltalepunkter, men da straffesagen efter planen skal foregå som en domsmandssag, tyder det på, at han nægter sig skyldig.