»Men bare husk. Jeg kommer efter dine knæskaller. Tar ikke dit liv, men du skal ikke kunne gå på denne jord.«
Sådan lød en af flere alvorlige sms-trusler fra en 33-årig mand til hans samlever en formiddag for et par måneder siden.
I hvert fald ifølge det anklageskrift fra anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, som nu er blevet udarbejdet mod manden og som B.T. har fået aktindsigt i.
Her kræves den 33-årige mand idømt fængsel for dels de alvorlige trusler mod samleverens liv og helbred, og dels for særlig grov vold mod hende samme eftermiddag.
Ved voldsepisoden blev kvinden for øjnene af parrets syv-årige søn ifølge tiltalen blandt andet slået med knytnæve i maven, sparket og grebet om halsen.
Ifølge anklageskriftet var den 33-årige også i forbindelse med volden bevæbnet med en pistol, som kvinden – og formentlig også den lille søn – troede var en rigtig pistol, men som viste sig at være en hardball-pistol.
Kvinden fik sat pistolen for sin tinding, hvorefter manden trykkede på aftrækkeren, uden at der dog blev affyret et skud.
Men alligevel var episoden efter anklagemyndighedens opfattelse egnet til både hos sønnen og hans mor at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv, helbred eller velfærd.
Forinden havde manden i en af sine sms-trusler nogle timer forinden direkte skrevet til samleveren, at hun skulle sende sønnen ud at lege, inden det tidspunkt, hvor han selv kom hjem fra arbejde og ville 'smaske livet ud af' hende.
»Skal en dreng på syv se sin mor smasket (...). Spørg dig selv,« skrev han blandt andet.
Anklageskriftet tyder på, at manden var optændt af jalousi. I hvert fald hed det i en af truslerne:
'Hvis ham der er en mand. Så inviter du ham. Eller’s tæsker jeg dig for 2 personer.'
Den 33-årige mand er blevet varetægtsfængslet forud for retssagen i næste uge i byretten i Glostrup. Her er det uvist, hvordan han vil stille sig til titalen.
Da sagen efter planen skal føres som en domsmandssag, tyder det dog på, at han ikke har i sinde at erkende sig skyldig.

