Tiltalt for skuddrab på ekskone: 'Du kommer til at fortryde det'
»Jeg har skudt en satan med horn i panden,« lød det fra manden efter mordet.

»Jeg har skudt en satan med horn i panden,« lød det fra manden efter mordet.

Han havde polititilhold mod overhovedet at kontakte sin ekskone på nogen mulig måde.
Men det skete ifølge politiet adskillige gange i månederne op til, at han til sidst med stort besvær anskaffede sig en pistol og dræbte hende med otte skud i hovedet.
Sådan lyder den uhyggelige tiltale mod en 63-årig mand, der på torsdag vil stå tiltalt ved byretten på Frederiksberg.
Ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i, affyrede han ved middagstid 16. juni sidste år i alt 10 skud mod sin 47-årige ekskone.
Det skete på åben gade på Hyrdevangen i Brønshøj, og af de 10 skud fra en Glock-pistol ramte otte af dem kvinden i hovedet – de to øvrige ramte i henholdsvis ballen og hånden.
Mere end tre år tidligere havde eksmanden fået et polititilhold mod at kontakte sin tidligere samlever personligt, mundtligt, skriftligt eller på anden måde.
Det afholdt ham dog ifølge tiltalen ikke fra flere gange at opsøge hende – eksempelvis ved en måneds tid før drabet at banke på ruden til hendes hjem og sige:
»Du er min kone«, og »du kommer til at fortryde det«.
Og dagen før drabet skrev han til hende 50 gange.
Skudsalverne ved drabet blev hørt af flere vidner, og straks efter blev kvinden fundet liggende livløs på jorden. Mellem hendes ben lå pistolen og et par meter fra hende den mobiltelefon, som eksmanden hele tiden havde brugt til at chikanere hende med.

Og otte minutter senere troppede den nu tiltalte eksmand op på den nærliggende Bellahøj Politistation.
Han væltede ind i indgangspartiet på politistationen, talte usammenhængende og var meget konfus, fremgår det af politiets rapport, som blev fremlagt ved grundlovsforhøret med manden dagen efter.
Her erkendte han via sin forsvarer, at han havde været i besiddelse af pistolen og havde brugt den til at skyde på stedet.
Alligevel nægtede han sig skyldig i drab, da han angivelig mente, at han havde skudt en anden end sin hustru – en dæmon.
Til politiet havde han under en af de første afhøringer blandt andet forklaret, at han skød mod »en satan med horn i panden og røde øjne, der havde en slange i munden«.
Den nu tiltalte er beskyttet af et navneforbud, så det foreløbig ikke er muligt for B.T. at berette meget andet om ham, end han er udenlandsk statsborger – og at anklagemyndigheden som en del af den kommende straffesag vil kræve ham udvist af Danmark for bestandig.
Forud for drabet havde flere nære pårørende oplyst, at han havde været truende og psykisk uligevægtig med vrangforestillinger og hallucinationer.
Blandt andet derfor havde han også været indlagt på en psykiatrisk afdeling.