Han er tiltalt for at have slået på Danmarks statsminister på åben gade
Men ifølge politiets tiltale har en 39-årig polak også andre ting på samvittigheden end overfaldet på Mette Frederiksen 7. juni i år.
Ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i, vil han også blive blive tiltalt for fire tilfælde af blufærdighedskrænkelser i månederne op til overfaldet , når straffesagen mod ham begynder 6. august i Københavns Byret.
Blandt andet ved at have blottet sit lem foran en gruppe skolepiger på Nørreport Station og ved at have befølte en kvinde mellem benene uden på hendes bukser samme sted.
Den polske mand har tilkendegivet, at han på grund af beruselse ikke kan huske overfaldet på Mette Frederiksen. Hvordan han stiller sig til anklagepunkterne om blufærdighedskrænkelser er foreløbig uvist.
Befølingen af kvinden mellem benene fandt ifølge anklageskriftet sted 18. december klokken 17.10 på trappen ned til S-toget ved Nørreport Station.
Og 5. marts var polakken ifølge politiet igen på spil som blufærdighedskrænker ved om eftermiddagen at blotte sit underliv foran Designcafeen på Haralsgade 101 på Østerbro i København.
Godt et par måneder senere blottede han sig ifølge tiltalen 17. maj om aftenen foran en række forbipasserende personer - heriblandt en gruppe piger fra 9. klasse - ved Nørreport Station.
Og endelig blottede han sig ifølge anklageskriftet godt et døgn senere klokken 02.30 på Rådhuspladsen foran tre forurettede.
Udover overfaldet på Mette Frederiksen er den 39-årige også tiltalt for to tilfælde af databedrageri mod henholdsvis Netto og Lidl ved at indløse kasseboner på 85 og 25 kroner for kasser med tomme flasker, som han netop havde taget i de samme forretninger.
Ifølge anklageskriftet vil anklagemyndigheden kræve den polske mand udvist af Danmark i seks år, hvis han kendes skyldig.
Overfaldet på Mette Frederiksen fandt sted 7. juni i år på Frederiksborggade ved Kultorvet, hvor statsministeren ifølge tiltalen blev slået med knyttet hånd på højre skulder, så hun blev skubbet ud af balance.
Ifølge tiltalen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at »gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat«.
Den 39-årige polak har ifølge politiet har haft 20 bødesager om tyveri, siden han i 2019 kom til Danmark.
Han har siddet varetægtsfængslet siden episoden på Kultorvet. Retten mener, at der er risiko for, at han på fri fod vil kunne stikke af fra straffesagen.

