Det er ikke en typisk kriminel, der i øjeblikket sidder på anklagebænken i Helsingør som tiltalt for drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud i Tisvildeleje.
Den 56-årige tiltalte har både en række længere uddannelser bag sig – og en fortid som betroet pengebestyrer i partiet Venstre.
Her endte det dog med underslæb i stor stil mod to lokalafdelinger i Nordsjælland, da han manglede penge til at finansiere sit eget misbrug af alkohol og især kokain.
Han er uddannet som blandt andet pilot og maskiningeniør, og blev allerede som 25-årig medlem af Venstre. Det var dog først i forbindelse med kommunalvalget i 2009, at han for alvor blev aktiv i kommunalpolitik.
Her blev han som 44-årig opstillet et godt stykke nede på partiets kandidatliste i Rudersdal Kommune under ledelse af borgmester Erik Fabrin, og opnåede ikke valg. Til gengæld besluttede Venstres lokale medlemmer at gøre ham til kasserer i lokalafdelingerne i både Rudersdal og Søllerød i 2010.
Ved en retssag i 2013 forklarede han, at han efter en skilsmisse i 2012 kom ud i et massivt kokainmisbrug. For at skaffe penge til stoffet, begyndte han at overføre beløb fra de to lokale partiafdelingers konti til sin egen konto.
Det drejede sig om godt 38.000 kroner fra Venstres lokalafdeling i Rudersdal og godt 93.000 kroner fra partiets afdeling i Søllerød.
En af Venstres nuværende kommunalpolitikere i området har tidligere fortalt til B.T., at hun havde et godt indtryk af den daværende kasserer i lokalafdelingen.

»Jeg kan godt huske, at jeg har mødt ham flere gange. Han virkede umiddelbart som en superfin fyr med gode holdninger til mange ting. Vi snakkede blandt andet om børn og børneopdragelse, hvor han blandt andet mente, at det var vigtigt, at forældre er konsekvente, når de har sagt ja eller nej til noget over for deres børn. Han havde vist selv to halvstore børn på det tidspunkt.«
Ved retssagen i 2013 udgjorde de to tilfælde af underslæb kun en lille del af det 41 sider lange anklageskrift med godt 200 forbrydelser. Det endte med at udløse en straf på to et halvt års fængsel til den nu 56-årige mand, hvoraf de to år blev gjort betinget.
Da nævningesagen mod ham forleden blev indledt ved Retten i Helsingør, nægtede han sig skyldig i det alvorligste af de 14 tiltalepunkter i anklageskriftet – drabet på Charlotte Asperud.
Men han erkendte at have forvoldt den 58-årige læges død med slag fra et medbragt koben, efter at han midt om natten til 30. april 2019 var brudt ind i hendes hus på Aspevej i Tisvildeleje og havde sparket den låste dør til hendes soveværelse ind.

Lægen havde mere end fem år før sin død været med til at behandle og tvangsindlægge ingeniøren på sygehuset i Hillerød efter en trafikulykke i februar 2014.
Her optrådte han ifølge personalet udskældende, truende og aggressivt, men episoden og den efterfølgende tvangsindlæggelse blev ved med at fylde ham med vrede. Derfor besluttede han sig for at opsøge Charlotte Asperud midt om natten – iført handsker og bevæbnet med en skruetrækker og et koben.
Anklageren vil kræve ham idømt forvaring.