Tiltalt for brutal voldtægt og drab: Kvalte 79-årig kvinde
Retsmedicinere fandt 48 læsioner på det dræbte voldtægtsoffers krop.

Retsmedicinere fandt 48 læsioner på det dræbte voldtægtsoffers krop.

»Jeg har ikke lyst.«
Sådan lød det for et år siden, da en 35-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør i Helsingør og sigtet for voldtægt, drab og usømmelig omgang kort inden mod en 79-årig kvinde i Nivå.
Her ønskede anklagemyndigheden den formodede kvindemorder mentalundersøgt, men det forsøgte han at modsætte sig, indtil dommeren trumfede mentalundersøgelsen igennem.
Den ønskede mentalundersøgelse kan i dag synes velbegrundet, hvis den 35-årige ender med at blive kendt skyldig i det anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i.
For den aldersvækkede kvinde på 79 år blev ifølge tiltalen udsat for en særdeles brutal og voldsom behandling i forbindelse med sin død.
På et ikke nærmere fastslået tidspunkt i tidsrummet mellem klokken 17.21 den 30. august i fjor og klokken 01.50 natten efter blev den kvindelige pensionist nemlig efter anklagemyndighedens opfattelse voldtaget eller forsøgt voldtaget i sin lejlighed i Nivå.
Undervejs blev hun udsat for omfattende vold mod både krop, hoved og ansigt. Hun blev påført 48 læsioner, herunder to brækkede ribben, fremgår det af anklageskriftet.
På grund af volden og alderssvækkelse var kvinden værgeløs, mener anklagemyndigheden. Slutteligt blev kvinden kvalt, til hun døde.
Den 35-årige mand er også tiltalt for usømmelig omgang med lig, fordi han efter drabet ifølge anklageskriftet flyttede liget af kvinden ud i sin bil og kørte til Møllevej i Nivå, hvor det blev henkastet i et skovstykke tæt på vejen.
Kvindeliget var afklædt fra brystet og ned, og blev fundet af en tilfældig borger 1. september i fjor ud på eftermiddagen.
Umiddelbart efter blev en dengang 82-årig mand anholdt og sigtet for drabet, men han er siden blevet renset for alle anklager.
I stedet blev den nu tiltalte 35-årige mand anholdt. Han nægtede sig skyldig, da han blev fremstillet i grundlovsforhør, og har siden været varetægtsfængslet.
Det er ikke blevet oplyst, om der var en relation mellem ham og den 79-årige kvinde.
Retssagen mod den 35-årige mand skal føres ved Retten i Helsingør, der har sat seks dage af til sagen med start den 26. november.