En 37-årig mand oprettede ifølge politiet et Ikea-kreditkort og købte derefter stort ind.
Det er der normalt ikke noget odiøst i – men nu er den 37-årige endt på anklagebænken.
For ifølge Nordjyllands Politi har han gjort sig skyldig i snyd og bedrageri mod en hjerneskadet. Det skriver TV 2 Nord.
Ifølge politiets anklageskrift fandt bedrageriet sted i 2021, hvor den 37-årige skulle have handlet ind i Ikea for knap 60.000 kroner på kreditkortet – som ifølge politiet blev oprettet i den hjerneskadedes navn.
Den 37-årige tiltales også for at have købt Macbooks, iPhones og airpods på en kreditaftale oprettet i den hjerneskadedes navn.
Sagen ventes ifølge TV 2 Nord at komme for Retten i Aalborg mandag.
Det er uvist, hvordan den tiltalte forholder sig til anklagerne.
