‘Mmmmm..’

Ordet går igen og igen. Både i beskeder sendt fra mailadresser, der skulle forestille at tilhøre unge teenagere – og igen fra et telefonnummer, der ifølge politiets opfattelse tilhører den 59-årige mand, som er tiltalt for mere end 170 forhold om overgreb mod børn og unge helt ned til fire år.

Under sin afhøring af manden i Retten i Odense, spørger anklageren ind til ordvalget.

Er ord med flere m’er et udtryk, du ofte bruger?

»Jeg bruger aldrig nogensinde ordet 'mmmmm,' det er et mærkeligt spørgsmål,« svarer manden og ryster let på hovedet.

På de to store skærme, der er hængt op i hver sin side af retslokalet, viser anklageren udklip fra forskellige beskeder med netop ordet 'mmmmm', der angiveligt er sendt fra den tiltaltes forskellige – og falske – mailadresser.

Mailadresser, manden ifølge politiet har brugt til at oprette sig på forskellige chatfora, hvor han skulle have lokket små børn og unge til at tro, at han selv var en ung dreng eller pige, for på den måde at overtale dem til at dele kompromitterende ting.

»Det er ikke mine mailadresser,« forklarede manden og rømmede sig.

Anklageren viser et nyt billede frem for den tiltalte. Denne gang er det sms'er sendt fra mandens egen mobiltelefon.

‘Mmmmm,' står der identisk i en længere sms-samtale med en meget ung pige efterfulgt af en række grænseoverskridende beskeder.

Men også de beskeder, afviser den 59-årige mand at kende til.

»Jeg har fået brugte mobiler fra arbejdet, der var fyldt med alt muligt. Der ligger sikkert nogle mærkelige ting, som jeg ikke har noget med at gøre,« forklarer manden fra vidneskranken.

Det får anklageren til at udbryde, at han i så fald meget gerne vil tale med den person, den tiltalte har fået telefonen fra, da vedkommende da har skrevet meget grænseoverskridende med en »meget, meget ung pige.«

Men det spørgsmål kan manden ikke svare på. Han har nemlig haft »mere end 14 telefoner,« og kan derfor ikke huske, hvem han har fået den af, forklarer han.

Selv nægter han sig skyldig i det meste, men han har erkendt sin skyld i besiddelse af massive mængder børnepornografi.

Men det var ifølge manden »ikke med vilje,« at det var havnet på hans computer.

Foruden at skulle have lokket børn og unge til at dele intime beskeder og billeder på chatfora, er manden tiltalt for blufærdighedskrænkelser og selv at have produceret overgrebsmateriale mod børn og unge, samt delt børnepornografi med andre brugere på nettet.

Sagen kører over ti retsdage, hvor mere end seks dage alene er sat af til mandens forklaring.

B.T. følger sagen.