En sms fra en ung kvinde kan risikere at belaste en 56-årig mand, der beskyldes for at have voldtaget tre forskellige kvinder efter at have bedøvet dem med sovemedicin.

Heriblandt i seks tilfælde hans egen kone, som han også er tiltalt for jævnligt at have voldtaget igennem syv år om natten, mens hun sov.

Derved befandt hun sig ifølge anklageren i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at sige nej og først kunne afbryde samlejerne, når hun vågnede.

Manden nægtede sig torsdag skyldig i de alvorlige anklager, da den usædvanlige nævningesag begyndte ved Retten i Holbæk.

Ifølge ham skyldes anklagerne fra de tre kvinder, der kender hinanden, formentlig jalousi fra den nu tidligere kone, efter at han fandt en ny kæreste, som han i dag er gift med.

Efter at manden blev anholdt og varetægtsfængslet i juli sidste år, ransagede politiet også hans mobiltelefon.

Her fandt efterforskerne blandt andet en sms-korrespondance, som den nu tiltalte havde med en af de tre kvinder omkring det tidspunkt sidste sommer, hvor han ifølge anklageskriftet havde voldtaget hende analt efter at have bedøvet hende med sovemedicin.

Det skete efter, at de sammen havde drøftet muligheden for at købe sovemedicin illegalt, men i en sms afbryder den unge kvinde pludselig al kontakt med manden, som hun har kendt stort set hele sit liv. Sms'en bliver sendt lige efter det tidspunkt, hvor hun siden anmeldte, at hun var blevet voldtaget.

»Du får ikke pillerne. Og har fortalt mor, hvad der er sket. Vi dropper kontakten, da jeg ikke er o.k. med dine handlinger,« skrev den unge kvinde.

Anklageren undrede sig i retten over, at den nu tiltalte slet ikke reagerede på ordlyden i sms-beskeden ved eksempelvis at spørge, hvad hun mente.

»De var på vej på ferie, og jeg tænkte, at vi kunne tage det senere,« forklarede den 56-årige.

Han kunne ikke give nogen forklaring på, hvorfor han havde slettet den unge kvinde som kontakt i sin telefon op til sin anholdelse.

»Det kan jeg ikke huske for at være helt ærlig. Jeg tror aldrig, at jeg har haft hende som kontakt,« lød svaret.

Han afviste også, at der havde været seksuelle problemer i samlivet med ekskonen, selv om de i perioder havde været i parterapi inden skilsmissen.

Senioranklager Rune Rydik fra Midt- og Vestsjællands Politi kunne i retten vise et brev, som en parterapeut allerede i 2015 havde sendt til den nuværende ekskone med en artikel om sexomni – seksuel adfærd i søvne – som de åbenbart havde snakket om.

»Det kender jeg ikke noget til. Hun har aldrig fortalt, at hun har snakket med andre om det,« lød reaktionen fra den tiltalte.

I hans e-mailtrafik har politiet fundet syv tilfælde, hvor han illegalt har forsøgt at købe sovemedicinen Zolpidem, der ifølge et ekspertvidne er et af de hyppigst forekommende stoffer i sager om bedøvelsesvoldtægter.

Han har også i et enkelt tilfælde fået sin egen læge til at udskrive det, ligesom han to gange har fået bøder af politiet for forgæves at få det tilsendt fra udlandet, hvor den danske told dog opsnappede sovemedicinen.

Retskemiske analyser af den tiltaltes hår har ikke afsløret rester af sovemidlet. Derimod er der fundet rester af sovemidlet i ekskonens hår i tre af fire segmenter.

Det afviste den tiltalte ethvert kendskab til.

Der ventes dom i nævningesagen senere på måneden.