Tiltalt efter julefrokost på politigården: Tog fat i kvinders baller
En 39-årig mand skal ifølge anklageskriftet have fastholdt og kysset en kvinde, før han angiveligt gik videre til en anden på dansegulvet.

En 39-årig mand skal ifølge anklageskriftet have fastholdt og kysset en kvinde, før han angiveligt gik videre til en anden på dansegulvet.

Først tog han fat i en kvinde, hev sig ind til hende, satte hænderne på hendes baller og trykkede til.
Herefter løftede han hænderne op ved hendes hals og kyssede hende på munden, mens han fastholdt hende.
Sådan lyder ét af to forhold, som en 39-årig mand er tiltalt for at have stået bag til en julefrokost på Odense Politigård i november 2025.
Det fremgår af et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.
Anklagemyndigheden går efter at få den 39-årige mand idømt en fængselsstraf for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse til julefrokosten.
Kort efter den førnævnte episode mener politiet nemlig, at manden fandt sig et nyt offer på dansegulvet.
Her er han tiltalt for at have danset meget tæt på en kvinde, løftet op i hendes kjole og taget hende på ballerne.
I den forbindelse skal han ifølge anklageskriftet have sagt »Hvad skal jeg lige gøre med dig?« og »Skal vi lige gå derud?«.
Da kvinden trak sig, holdt manden ifølge anklagemyndigheden fat i hendes blazer, således at den gik i stykker, og hun blev blottet.
B.T. har rakt ud til manden forsvarsadvokat, Jakob Buch-Jepsen, der oplyser, at hans klient nægter sig skyldig.
Forsvarsadvokaten vil ikke oplyse, om manden er politibetjent i sit daglige virke.
I april 2025 blev en politileder fra Midt- og Vestsjyllands Politi idømt 40 dages betinget fængsel for at have blufærdighedskrænket otte kvinder ved en politi-julefrokost.
Julefrokosten fandt sted i december 2023, og her konstaterede retten, at politilederen havde berørt flere kvinder på brysterne og ballerne uden på tøjet.