Helt forpustet kom han løbende ind i retslokalet og udbrød gentagne gange: »Undskyld, jeg kommer for sent.«

I 20 minutter havde hans forsvarer, Henrik Høpner, forsøgt at få fat på ham. Og efter flere forsøg på forskellige telefonnumre lykkedes det at komme igennem til den 25-årige tiltalte, der med det samme spænede fra Nørreport og ud mod Retten på Frederiksberg.

Ifølge hans forsvarer »havde han ikke modtaget besked om at skulle møde op«, lød det.

Den 25-årige er tiltalt for at have voldtaget en sovende kvinde en decembernat i 2021 i kvindens lejlighed. Her skulle han ifølge anklageskriftet helt uden samtykke, og mens kvinden faldt ind og ud af søvn, blandt andet have ført sine fingre ind i kvindens vagina, hvorefter han tog sit tøj af og lagde sig oven på hende.

Herefter skulle han have taget fat om kvindens hænder og gennemført vaginalt samleje, mens han flere gange skulle have sagt »er du vågen« og »du skal vågne op, for det er ligesom at voldtage et lig«.

Selv nægter den unge mand sig skyldig og afviser de konkrete udtalelser.

»Nej. Det giver ingen mening, at jeg har sagt det,« forklarede han i retten.

Han husker ikke, om kvinden var vågen under samlejet, og husker heller ikke, at han skulle have spurgt, om hun var det.

Der er enighed fra parterne om, at der har fundet et samleje sted, så det helt store bevistema bliver ifølge anklager Stine Skovgaard, om der har været samtykke, og om tiltalte har haft forsæt – altså til hensigt – at begå voldtægt.

Den 25-årige har onsdag forklaret i retten, at han mødte den 21-årige kvinde i byen. Han overhørte, at kvinden sagde, hun havde fødselsdag, og han tog derfor kontakt til hende, hvorefter han tilbød hende drinks.

»Det sagde hun nej til, men jeg valgte alligevel at købe noget at drikke til hende og hendes veninder,« forklarede han.

Gennem aftenen havde de løbende kontakt, hvor de både dansede sammen og kyssede.

Hvem, der tog initiativ til, at de skulle tage hjem sammen, havde den tiltalte skiftende forklaringer omkring. Men til sidst lagde han sig fast på, at det var ham, der spurgte kvinden, om hun ville med på Tivoli Hotel, hvor han den pågældende nat boede.

»Hun siger så, at vi skulle tage hjem til hende i stedet, men at vi ikke skulle have sex.«

Tiltalte forklarede i retten, at han blev forvirret omkring den bemærkning, fordi han også huskede, at kvinden skulle have antydet, »at de ville få flotte børn sammen, og at de skulle have børn«.

Med den bemærkning var det altså tiltaltes opfattelse, at de skulle have samleje, da de kom hjem i kvindens lejlighed. Han forklarede, at han på det tidspunkt godt kunne mærke, at alkoholen havde ramt hårdere, idet de var kommet ud i kulden, og han bemærkede også, at hans dømmekraft ikke var »top dollar«.

Han påpegede dog, at kvinden virkede »normal fuld«.

Hjemme i lejligheden havde de to samleje, hvor, forklarede han, kvinden virkede imødekommende.

Adspurgt om kvinden havde åbne øjne, var vågen eller sagde noget til tiltalte undervejs, lød svaret:

»Jeg er blank. Jeg kan ikke huske det.«

Ifølge tiltalte blev samlejet afbrudt, da kvindens veninder pludselig kom hjem fra byen.

»Hun skyndte sig at tage en morgenkåbe på og gik ud og åbnede døren. Imens tog jeg mit tøj på igen.«

Efterfølgende bad kvinden ham i en »ikke særlig pæn tone om at smutte«, forklarede tiltalte, hvorefter han tog tilbage til sine venner i byen.

Kvinden har onsdag eftermiddag afgivet sin forklaring bag lukkede døre. Det er derfor ikke muligt for B.T. at gengive hendes oplevelse af forløbet.

Der falder dom i sagen 7. februar.

Lyt til B.T.s kriminalredaktions nye podcast 'På Fersk Gerning' her (eller der hvor du normalt lytter til podcast):