En 20-årig mand fra Odense sidder onsdag eftermiddag på anklagebænken ved Retten i Svendborg i en højst spektakulær sag.

Han er tiltalt for at have filmet og fotograferet fem af dødsofrene i ulykkestoget, som den 2. januar i år kort efter klokken halv otte om morgenen blev ramt af dele og løsdele fra et modkørende godstog på den lave del af Storebæltsbroen.

Bagefter forsøgte han at sælge film og fotos til flere medier, ligesom han delte indholdet med to af sine private bekendte.

Handlingerne betyder, at han har krænket ofrene og deres efterladte, mener anklagemyndigheden.

Otte passagerer i IC3-lyntoget omkom som følge af den voldsomme ulykke, der er den værste af sin art gennem 30 år.

Den 20-årige tiltalte mand var selv passager i toget.

Dermed var han også selv en af de krænkede i forbindelse med selve ulykken. Men altså ikke krænket i forbindelse med filmoptagelse og fotografering.

Han sad i en af midtervognene, der også blev ramt af det modkørende godstog. Mens det kostede flere dødsofre blandt dem, som sad i det forreste togsæt, blev der ingen dræbt i den del af toget, hvor han selv sad.

 
I videoen øverst kan du få et overblik over togulykken på Storebæltsbroen, der har kostet otte mennesker livet. Video: Trine Steengaard
Vis mere

Da han sammen med de øvrige overlevende passagerer fra bageste del af det havarerede tog kravlede ud i det fri, passerede han gennem den forreste del. Det var her, han filmede og fotograferede fem af dødsofrene.

»Min klient erkender de faktiske forhold, men han nægter sig skyldig i tiltalen. For han havde ikke forsæt til at gøre noget, der strider mod loven,« sagde hans forsvarer, Berit Ernst, til bt.dk umiddelbart inden retssagen gik i gang.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

B.T. følger sagen ved Retten i Svendborg.