Spejdertur efter spejdertur skulle han have forgrebet sig på den ene og krænket de andre. Alle er de mindreårige piger.

Nu er det op til Retten i Glostrup at afgøre, om spejderlederen har gjort sig skyldig i voldtægt og blufærdighedskrænkelser begået mod fire piger. Alle under 15 år.

I næste uge starter retssagen mod manden, der ligeledes er tiltalt for besiddelse af seksuelt krænkende materiale forestillende børn.

B.T. har fået aktindsigt i det tre sider lange anklageskrift, der først og fremmest centrerer sig om en række spejderture.

Spejderture, der for en af de unge pigers vedkommende angivelig dannede rammerne om en række overgreb.

I anklageskriftets første forhold beskrives det, hvordan spejderlederen under tre forskellige ture i løbet af 2016 og 2017 skulle have stukket sin hånd ned i en piges sovepose og befølt hende overalt på kroppen.

Han skulle desuden have udsat hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

De tre andre piger oplevede ifølge anklageskriftet også at blive gramset på under forskellige udflugter. Både uden på og under soveposen.

I et af forholdene beskrives det, at en pige ikke under tre gange blev vækket om morgenen, fordi spejderlederen lagde sig tæt op ad hende, lagde armen om hende og rørte ved hende.

Foruden forholdene om overgreb og blufærdighedskrænkelser er spejderlederen tiltalt for at have været i besiddelse af krænkende billeder af børn under 18 år.

På hans telefon blev der ifølge anklageskriftet i oktober 2021 fundet 741 billeder i kategori et og 1.209 billeder i kategori to.

Kategorierne beskriver grovheden af materialet. Mens kategori et er billeder og film af børn, der poserer afklædt med seksuelt tilsnit, er kategori to grafisk materiale forestillende børn i seksuel kontakt med voksne.

Der er angivelig også fundet et par kategori to-billeder på den tiltaltes computer samt et enkelt billede i kategori et.

B.T. har flere gange rakt ud til den tiltaltes forsvarer for at få svar på, hvordan hans klient forholder sig til tiltalen.

Det har dog ikke været muligt at få en kommentar, og det er dermed uvist, hvordan spejderlederen forholder sig forud for retssagen, der bliver indledt ved Retten i Glostrup tirsdag.

Der er afsat to dage til retssagen, som afsluttes med en dom torsdag.