Beboerne i sommerhusområdet Vellerup på Sjælland vågnede en julidag sidste år op til blå blink, afspærringstape og en vrimmel af betjente.

En 19-årig dreng havde i løbet af natten mistet livet. Og tirsdag skal hans onkel for retten.

Tiltalt for at have dræbt ham.

Den 43-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden eftermiddagen 21. juli sidste år – knap 12 timer efter det påståede drab.

Under grundlovsforhøret fandt dommeren ved Retten i Hillerød dog ikke, at der var begrundet mistanke om drab. Men der var dog begrundet mistanke om dødsvold, mente man, og sendte ham derfor bag lås og slå.

Hos politiet har man dog holdt fast i overbevisningen om, at der var tale om forsætligt drab, og det er derfor også, hvad den 43-årige nu er tiltalt for.

I anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, lyder det, at han i et sommerhus i Vellerup ved Skibby forud for klokken 4.25 stak og snittede sin nevø 12 gange i kroppen. Både med en steakkniv og andre ukendte redskaber.

Overfaldet resulterede ifølge anklageskriftet i, at teenageren fik adskillige snitsår i ansigtet og på kroppen.

Foto: Byrd / Steven Knap
Vis mere

Derudover fik den 19-årige et fem til ti centimeter dybt stiksår i højre side af ryggen og et ti centimeter dybt stiksår i venstre side af brystkassen.

Sidstnævnte ramte både hans lunge og hjerte.

Politiet modtog klokken 4.30 om morgenen anmeldelsen om, at der skulle have været håndgemæng mellem to mænd.

Og da betjente ankom til sommerhuset stod det klart, at den 19-åriges liv ikke stod til at redde.

Klokken 5.00 blev den bare 19-årige nevø erklæret død.

På adressen mødte betjente flere tilstedeværende. Heriblandt den 43-årige, der straks blev taget med, og som knapt et halvt døgn senere blev fremstillet i grundlovsforhør.

Ritzau, som var til stede under grundlovsforhøret, beskrev dengang, at han så slemt forslået ud. Og at han flere gange afbrød, mens dommeren talte.

Dette til trods for, at hans forsvarer havde rådet ham til at tie.

Politiet arbejdede længe i området ved sommerhuset.
Politiet arbejdede længe i området ved sommerhuset. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Størstedelen af grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, men efterfølgende stod det klart, at den 43-årige nægtede sig skyldig.

Det samme gjorde sig gældende for en kvinde, der dagen efter det formodede drab ligeledes blev anholdt og sigtet i sagen.

Også hende ønskede politiet at få varetægtsfængslet, men Retten i Hillerød fandt altså ikke, at der var begrundet mistanke om, at hun skulle have gjort sig skyldig i drab.

Derfor blev hun umiddelbart efter grundlovsforhøret løsladt, og hun indgår ikke i anklageskriftet rejst mod den 43-årige.

I anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden ville føre sagen for retten med nævninge, men at den tiltalte imidlertid har frabedt sig dette.

Derfor bliver det en domsmandsret, der skal tage stilling til, om den 43-årige er skyldig i drab – og hvilken straf han i så fald skal idømmes.