Børnene var i livsfare efter at have spist medicin. Det vidste moren ifølge tiltalen. Hun nægter sig skyldig.

København. Lejligheden på Østerbro i København var fyldt med unge i alderen 14 til 18 år, men det var ikke alle, der festede løs den lørdag aften i februar.

Ude på badeværelsesgulvet lå to 14-årige med vejrtrækningsproblemer. De var kærester og havde indtaget en farlig cocktail af flere slags receptpligtig medicin og euforiserende stoffer.

Pigens mor var hjemme, men selv om hun ifølge anklageskriftet havde opdaget, at piller var forsvundet og havde en formodning om børnenes indtag, undlod hun at tilkalde hjælp.

Mens flere af de andre børn i lejligheden også var påvirket af narko, blev kæresteparrets tilstand gradvist forværret efter midnat.

Pigen fik krampeanfald, blødte ud af næsen og var ikke til at komme i kontakt med, står der i anklageskriftet, der også beskriver, at drengen kastede op, blev bleg, kold og stiv i kroppen.

Den nu 41-årige mor tjekkede drengens puls og hjertebanken, i tvivl om hvorvidt drengen var i live.

De resterende børn og unge fik besked på ikke at tilkalde lægehjælp. Heller ikke politiet måtte få noget at vide.

Moren ønskede ikke, at den 14-årige dreng skulle findes i lejligheden, og hun bad børnene om at bære ham ned på gaden, hvilket de gjorde omkring klokken 01.20.

Et kvarter senere var en ambulance på stedet, men drengens liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død 02.16.

Datteren blev først fundet af politiet klokken 03.10, og det lykkedes at genoplive hende. Kombinationen af stoffer, medicin og et langvarigt hjertestop førte til en alvorlig hjerneskade.

Det er anklagemyndighedens udlægning af historien, som den står angivet i anklageskriftet.

Men sådan ser moren ikke selv episoden, fortæller hendes forsvarsadvokat, Anders Schønnemann Olesen.

- Det er en forfærdelig og meget tragisk sag. Det synes min klient jo helt åbenlyst også. Men det, vi bestrider, er, at hun har forladt sin datter og drengen i hjælpeløs tilstand, siger forsvareren.

Hun nægter sig således skyldig i begge forhold.

Hvad moren mener, der skete, fortæller hun først i Københavns Byret, der torsdag tager fat på første retsdag i sagen.

Der ventes dom i begyndelsen af oktober.

/ritzau/