En midaldrende webredaktør fra en større, dansk organisation er blevet tiltalt for i en lang række tilfælde via nettet at have medvirket til seksuelle overgreb på børn og unge ved at bestille ulovlige sexshows med mindreårige aktører via nettet.

Den midaldrende mand nægter sig skyldig, og er af retten blevet beskyttet af et navne- og identifikationsforbud, der gør det ulovligt for pressen at offentliggøre detaljerede oplysninger om hans identitet - eksempelvis navnet på hans arbejdsgiver.

Hvis han kendes skyldig i de alvorlige tiltaler, står han efter alt at dømme til en ubetinget frihedsstraf.

Ikke alene er han tiltalt for i 36 tilfælde i årene 2011-2016 at have tilskyndet til de seksuelle overgreb på børn og unge under 18 år ved at have betalt for live-streamingen af de private sexshows i Filippinerne, som han imens kunne masturbere til bag computerskærmen i sit hjem i Københavns-området.

Ifølge anklageskriftet, som BT har fået aktindsigt i, er webredaktøren også tiltalt for at have både gemt og bagefter udbredt en del af de lagrede pornografiske optagelser med de purunge modeller, der var i alderen 13-17 år på gerningstidspunkterne. Det vil i givet fald begge dele være en overtrædelse af straffelovens alvorlige paragraf 235, der kan give indtil to års fængsel - i særligt alvorlige tilfælde dog helt op til seks års fængsel.

Som udgangspunkt betragtes det normalt af domstolene som en skærpende omstændighed i sager om børneporno, hvis den tiltalte ikke alene har været i besiddelse af det forbudte materiale, men også ligefrem har udbredt det til andre. Derfor vil påstanden fra anklagemyndigheden typisk være en ubetinget frihedsstraf, hvis man både er tiltalt for at have besiddet og udbredt børneporno.

Ifølge tiltalen mod webredaktøren havde han på sin stationære hjemmecomputer installeret et fildelingsprogram, hvori der lå en elektronisk mappe , som var stillet til rådighed for andre brugere af fildelingsprogrammet. I mappen lå seks filmsekvenser med børnepornografisk indhold.

Børneporno kategoriseres af politiet i tre kategorier efter optagelsernes grovhed. I webredaktørens mappe hørte fem af de seks filmsekvenser til i den mellemste kategori 2 (børn i seksuel aktivitet med voksne) med en samlet spilletid på godt 28 minutter. Og en enkelt filmsekvens af knap 15 minutters varighed var i den mest alvorlige kategori 3, der eksempelvis viser børn blive voldtaget eller udsat for trusler og vold.

Filippinerne er berygtet for at være hjemsted for en hel industri af live-streamede seksuelle overgreb på børn. I maj sidste år blev en 70-årig mand ved Retten i Glostrup idømt 12 års fængsel for i over 300 tilfælde fra sin computer at have medvirket til live-streamede sexshows med børn og unge fra Filippinerne.