Tiltale mod mandlig massør: Slikkede kvindelig klient i skridtet
Massøren anklaget for både voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

Massøren anklaget for både voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

En mandlig massør i Aarhus-området risikerer at blive idømt en fængselsstraf.
Det vil anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi nemlig kræve, når den modne mand senere på måneden skal møde som tiltalt i byretten i Aarhus.
Massøren er tiltalt for både voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelse, fremgår det af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i.
Ifølge tiltalen udsatte han for et år siden en kvindelig klient for en noget utraditionel og ulovlig form for behandlingsterapi, da han uden kvindens samtykke i forbindelse med massagebehandling masserede hende i skridtet.
Kvinden forhold sig helt passiv, men alligevel stak han ifølge anklageskriftet en eller flere fingre op i hende, ligesom han to gange slikkede på hendes klitoris.
Udover en frihedsstraf vil anklageren ved straffesagen også nedlægge påstand om, at massøren frakendes retten til erhvervsmæssigt at tage piger og kvinder i massagebehandling i en periode, som retten skal fastsætte.
Det er forud for retssagen uvist, hvordan massøren forholder sig til den alvorlige tiltale, men da sagen efter planen skal afvikles som en domsmandssag, tyder det på, at han ikke umiddelbart kan erkende sig skyldig.
Ved en domsmandssag bliver både spørgsmålet om skyld og eventuel straf afgjort i fællesskab af en dommer og to lægdommere uden juridisk uddannelse.