En praktiserende læge har ifølge politiet i stor stil udskrevet morfin til sig selv ved at misbruge en intetanende patients navn og cpr-nummer.

Derfor er lægen nu blevet tiltalt for embedsmisbrug, fremgår det af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i.

Lægen nægter sig skyldig

Konkret er lægen tiltalt efter straffelovens paragraf 152 b ved i sit virke som autoriseret praktiserende læge under skærpende omstændigheder at have misbrugt sit embede til at udnytte de fortrolige oplysninger om navn og personnummer på den 43-årige patient.

Ifølge anklageskriftet lykkedes det ved misbrug af de fortrolige oplysninger om patienten i samlet 78 tilfælde den praktiserende læge at ordinere receptpligtige præparater som især morfin i den intetanende patients navn. Herefter hentede lægen selv medicinen på apoteket og brugte den.

Misbruget drejede sig ifølge tiltalen i 57 tilfælde om morfin, men også andre smertestillende og beroligende midler som Oxazepam (10 gange), Oxabenz (otte gange), Quetiapine (to gange) og Oxycodone (én gang) indgår i anklageskriftet mod lægen.

De narkotiske præparater blev ifølge anklageskriftet udskrevet fra lægens privatadresse i en periode på godt et år fra juli 2019 til juli 2020.

Hvis lægen kendes skyldig, vil den pågældende blive krævet idømt frihedsstraf. Samtidig har anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi også nedlagt påstand om, at lægen frakendes retten til at virke som læge i en periode, som retten skal fastsætte.

Det var ved Retten i Kolding, at den praktiserende læge blev idømt en betinget fængselsstraf. Arkivfoto.
Det var ved Retten i Kolding, at den praktiserende læge blev idømt en betinget fængselsstraf. Arkivfoto. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Den praktiserende læge fra den sydlige del af Jylland vil nægte sig skyldig, når sagen om kort tid skal behandles ved Retten i Kolding. Det oplyser hans forsvarer – advokat Mette Grith Stage – til B.T.

»Sagen mod min klient har været meget længe undervejs, blandt andet fordi man fra anklagemyndighedens side lavede en fejl omkring nogle juridiske forhold, så man var nødt til at trække det første anklageskrift tilbage for at lave et nyt,« oplyser forsvarsadvokaten.

»Det har forsinket processen, men det forklarer ikke hele den meget, meget langsommelige behandling af sagen. Når der som i denne sag står så meget på spil for klienten, er det virkelig beklageligt, at der skal gå så lang tid,« fortsætter hun.

»Det er helt urimeligt over for klienten, at man efter så lang tid fastholder en påstand om rettighedsfrakendelse. I min verden virker det absurd at komme rendende med sådan en påstand, når forholdet ligger flere år tilbage, og klienten i mellemtiden fortsat har virket som læge uden nogen form for anmærkninger eller problemer,« tilføjer Mette Grith Stage.

Da der er nedlagt navneforbud i sagen, er B.T. afskåret fra at offentliggøre nærmere oplysninger, som kan afsløre lægens identitet.